Peter Hasselmus | musik for sjov

Der var engang en lille bitte hasselmus som hed Peter

Peter boede i et hus i Gilleleje på en vej, som hed Lerager

Peter havde faktisk boet der i alle de år ,han havde levet og hans far og mor havde boet der før ham og det havde altid været dejligt at bo i huset på Lerager

Det var faktisk sådan ,at når vejret blev varmt og dejligt, så flyttede Peter med familien ud i haven og legede der hele sommeren

Der havde han mange venner og først hen på efteråret, når vejret blev vådt og koldt, så flyttede Musefamilien tilbage til huset og hyggede sig der hele vinteren

Der var heller ingen mennesker ,der forstyrrede dem om vinteren ,for huset var et sommerhus og familien, som bestod af Ole og Lisbet flyttede til byen og blev der hele vinteren

Så var der fred og ro og masser af mad i køkkenet ,for Lisbet nåede aldrig at få tømt de store køkkenskabe helt for mel og sukker og kiks og stearinlys og sæbe og den slags er netop guf for en lille hasselmus'

Men i år var det hele forkert

Ole var blevet til en engel og var kommet i himlen og kom ikke mere til sommerhuset og Lisbet var flyttet ind i huset med en masse ting og møbler og det allerværste--

Hun flyttede ikke længere ind til byen, når det blev koldt

hun blev i huset på Lerager

Ja ,et par dage hver uge var hun væk - på arbejde - men så kom der en mand og gik rundt i huset

Peter kendte ham ikke

han skulle se ,om alting var i orden og om der var varme på, når Lisbet kom igen

det var en værre redelighed for den lille hasselmus.

Peter tænkte med længsel på de foregående år ,hvor huset havde ligget tomt hele vinteren og hvor de små mus havde kunnet boltre sig så meget de ville

Ja, Peter havde endda førsøgt at gøre Lisbet bange.

Han var løbet ud midt på køkkengulvet ,mens hun var derude og så var han blevet stående lige indtil Lisbet havde fået øje på ham

Bøh, sagde Peter så men Lisbet, hun smilede bare og sagde: Davs Peter

jeg ved godt ,at du bor her ,for jeg kan høre dig om aftenen ,når jeg ser fjernsyn

Peter var blevet så forbløffet, at han helt glemte at løbe væk, da hun kom nærmere

han havde da altid hørt ,at damer var bange for mus,

men Lisbet var måske slet ikke en dame

hun blev bestemt ikke bange

Peter havde også godt lagt mærke til Lisbet om aftenen ,når der var fjernsyn

hvis bare han gnavede det allermindste på væggen hvor hun sad, ja, så bankede hun hårdt og råbte : hold så op med det

det var lige som om det var hende ,der bestemte over det hele

Peter havde altid troet, at det var musenes hus og at menneskerne bare kom her en gang imellem

Nu var Lisbet her næsten altid

Peter pilede ind under en stol og tænkte over tingene

Hvis nu Lisbet ikke var bange for ham skulle han så blive bange for Lisbet

det behøvede han vist ikke

men var det ikke sådan ,at mus og mennesker ikke kunne bo sammen

det havde han da altid hørt

Peter besluttede at opsøge muldvarpen

han havde set ,at han var begyndt at grave og skyde store jordbunker op ude i haven ,så selv om det var vinter så var muldvarpen altså kommet i forårshumør

Nu pilede Peter ud i haven ,så hurtigt hans små ben kunne bære ham

heldigvis havde Lisbet ikke fundet hullet bag vasketøjskurven

der var et dejligt musehul som Peters far havde lavet sidste år

det førte lige ud til hulrummet under huset og derfra ud i haven

brrrr

her var koldt, virkelig koldt

sneen lå overalt og der var ikke det mindste spor af muldvarpens gravebunker ,som havde været tydelige i haven, før sneen faldt

nu kom der et kraftigt vindstød og lille Peter rystede af kulde

hans pels var alt for tynd til at løbe rundt i haven om vinteren

hans lille hale var blevet ganske blå

brrrrr

Mulle, kaldte Peter forsigtigt, mens tænderne hakkede i munden på ham af kulde

Mulle, Mulle, kom frem ,hvor er du

jeg skal spørge dig om noget

men der kom intet svar ,alt var hvidt og stille og koldt

brrrr

Peter kikkede forsigtigt om til sin lille hale ,

stakkels hale ,mumlede han ,bare den ikke fryser af

han satte forsigtigt den ene forpote ned i den hvide sne ,men han trak den hurtigt til sig igen

gisp ,gisp, hvor var det koldt

men det var der nu ikke noget at gøre ved ,for han skulle have fat i Mulle

nu gik terrassedøren op inde fra huset og Lisbet kom ud

Peter stivnede af skræk

hvad var det dog ,hun havde i hånden

jamen det var jo Peters soveklud

den ,der var allerbedst at sove i, fordi den duftede så dejligt af støv og sommerhus ,hvad ville hun dog med den, nu viftede hun med den og nej, det var skrækkeligt at se på

hun bankede den stakkels, dejlige soveklud rigtig hårdt ned i rækværket på terrassen, så støvet fløj om ørerne på hende

Peter jammede

nej ,nej, nej, det gik slet ikke

hvis hun kunne gøre sådan med den dejlige klud hvad kunne hun så ikke finde på

hvis hun fik fat i ham

nu satte Peter beslutsomt begge forpoter ud i sneen 'brrr

koldt eller ikke

nu var det yderst nødvendigt, at han fik fat i Mulle

han skævede forskræmt op imod himlen

ingen musespisende måger i nærheden

det var da altid noget

Peter pilede i zig zag ned langs flisegangen ned til havelågen

han kunne huske fra før sneen faldt, at Mulles muldvarpeskud havde været lige ved siden af fliserne

Mulle var klog, tænkte Peter fornøjet

han lavede sine muldvarpeskud lige ved siden af fliserne, men gangene lå lunt og varmt under fliserækken ,'kloge Mulle

men hvad var nu det

Peter stivnede midt i et spring og han faldt ned i sneen på sin lille mave, lige ned i den kolde sne,

hvad skete der dog??

hvad var det for en lyd

var det mon en drage eller en krokodille eller en lastbil eller

nåh

Peter sukkede lettet og rejste sig

så børstede han sneen af sin lille mave og kikkede forsigtigt ud af havelågen

det var jo bare skraldebilen ,der var på vej

bag i skraldebilen sad sådan en maskine, som maste affaldet ,så det ikke fyldte så meget i skraldebilen

det var bare den maskine, der rumlede sådan,

Peter sukkede lettet

skraldebilen var da i det mindste ikke farlig

den kendte han jo så godt

den hentede bare skrald og kørte så sin vej igen

nu kom skraldemanden i den blå vindjakke,

han havde store handsker på

med et rask snuptag åbnede han skraldestativet og tog den store brune pose ud

så kastede han den om bag i skraldebilen til den store maskine ,som med det samme begyndte at tygge på affaldet

brum ,brum ,gnask, gnask

Peter rystede på hovedet

hvad de dog fandt på de mennesker

der var masser af god mad for en lille mus og hans familie og så opfandt de en maskine til at spise det istedet for

menneskerne var mærkelige

nu kom Lisbet ud på terrassen igen med den blå soveklud

og efter at have viftet med den, forsvandt hun ind i huset igen med den

nå ,så havde skraldebilen da ikke fået den endnu

nu begyndte det også at sne og det var alt for koldt til at lede efter Mulle ,det måtte vente til en anden dag

jeg fryser

peb Peter, nu frøs han sådan, at det nærmest på musesprog lød som om han sagde

jeeeeeg fryyyyyyyser

jeeeeg fryyyyyysssser

jeg nyyyyyysssseeeer

og ganske rigtigt nu nøs Peter et rigtigt stort musenys og han holdt sig ikke engang for næsen så musesnottet sprøjtede ud af næsen på ham og ud på den hvide sne, hvor den lavede små, grimme ,gule pletter

bvaddr ,hvor var det altså ulækkert

Peter tørrede forsigtigt næsen med en klump af den hvide sne som ikke var blevet ramt af musesnottet

det var koldt at få på næsen men han blev da ren

'men hvad var nu det?

lige på det sted ,hvor Peter havde taget sneen til at tørre næsen med ,skød nu en stor bunke sort jord op gennem sneen

en rigtig stor bunke

den voksede og voksede for øjnene af Peter og han smilede fornøjet

det var et muldvarpeskud

hvor var han altså bare heldig

Mulle var på arbejde

selv om det sneede og frøs oppe i haven ,så var Mulle på forårsarbejde nede i jorden

han reparerede sine gange fra sidste år og lavede nye ,der hvor jorden ikke var frosset

den jord, som han så fik til overs, samlede han nede i gangene til en stor bunke og når der så ikke var plads til mere ,så krummede Mulle ryggen og skubbede jorden op på græsplænen, lige ved siden af fliserne

ikke under fliserne ,for Mulle vidste godt, at det ville være umuligt for ham at skubbe fliserne til side ,så da han var en klog gammel muldvarp ,så lavede han gangene under fliserne ,hvor han kunne være i fred,

men jorden han havde til overs, den skubbede han op lige ved siden af

sådan

Peter bankede de små kolde forpoter imod hinanden

næh, hvor han frøs

altså

nu måtte han vælge

skulle han løbe ind i varmen og risikere at møde Lisbet som slog og rystede hans lyseblå soveklud eller skulle han tage sig sammen og med sine små iskolde poter grave sig ned gennem den sorte bunke jord og ned i gangen til Mulle. for at høre hans råd

hurra, jamen ,jamen

Mulle. gode rare Mulle

nede i Mulles gang var der varme og lige nu var Peter så kold ,at han var bange for, at halen ville fryse af, han var iskold om snuden og de små runde ører var ildrøde af kulden og de gjorde ondt

stakkels, lille Peter

Peter klaprede tænder og han havde meget ondt af sig selv

inde i huset kunne han ikke være, for der var Lisbet, og ude kunne han heller ikke være

stakkels Peter

Mulle ,kaldte han

Mulle ,kan du høre mig

jeg fryser

POP

så stak Mulle pludselig sit spidse hoved op af den kolde jordbunke

han kneb de bittesmå øjne sammen for lyset og spurgte så gnavent:

hvem er det ,der råber sådan på mig?

jeg får jo helt ondt i ørerne af det råberi

hvem er det så, der råber

det er jo bare mig, sagde Peter og hakkede tænder

det er bare mig og jeg sidder lige her foran snuden på dig

goddag

ja ,ja ,sagde Mulle fornærmet og han så en helt anden vej end der, hvor Peter sad

det kan jeg da godt se, men hvem er du og hvad vil du ,siden du råber sådan på mig

det er jo bare mig, Peter, sagde den lille hasselmus og nu flyttede han sig, så han var lige der, hvor Mulle kikkede

det er mig ,Peter Hasselmus ,kan du slet ikke huske mig

hvem, sagde du ,du var ,vrissede Mulle og nu drejede han sig ,så han vendte ryggen til Peter

hvem er du??

jeg kan ikke se dig

jeg er heromme, sagde Peter og så prikkede han Mulle på ryggen

Mulle drejede sig hurtigt

hvem var det? sagde han forskrækket, hvem var det, der prikkede mig på ryggen

det var jo bare mig, sagde Peter surt

jeg sidder jo lige her for næsen af dig

jeg har brug for et råd, men nu ved jeg ikke rigtigt om det er dig ,jeg skal spørge

nå ,sagde Mulle og han kløede sig på næsen, som han altid gjorde ,når han tænkte sig om

jamen ,så går jeg igen ,og inden Peter havde tænkt sig om ,gravede Mulle sig ned gennem muldvarpeskuddet og forsvandt i den sorte jord

Peter gloede efter ham

det var bare for meget, dette her

her sad han og frøs og nu var Mulle forsvundet

men måske Mulle alligevel ikke var den rigtige, at spørge til råds

måske han hellere skulle spørge en helt anden

men hvem ?????

Peter smuttede ind under huset og sad snart efter lunt inden døre i entreen bag vasketøjskurven

der kunne Lisbet umuligt finde ham

Hun var inde i stuen ,kunne han høre, for hun spillede på klaveret og sang til

Peter skar ansigt og satte poterne op foran de små ører

det var nu ikke alt det som Lisbet sang, der lød pænt,

dette her lød bestemt ligefrem grimt

Den sang som Lisbet lige nu spillede på klaveret og sang til, havde nogle meget lange og høje lyde

Lille Peters ører gjorde ligefrem ondt

Bare hun dog ville holde op.

Så ringede telefonen og Lisbet holdt op med at synge

Heldigvis ,nu var der da en pause,hvor Peter kunne liste sig ind i stuen og finde et mere hyggeligt sted end herude bag ved vasketøjskurven

Det var mormor, der ringede , så vidste Peter, at han sagtens kunne give sig god tid til at finde sig et hyggeligt sted at være, for Lisbet og Mormor , de plejede at snakke længe, når de først kom igang

Peter skubbede forsigtigt døren op og kikkede ind,

ganske rigtigt, Lisbet sad med benene oppe på bordet og kikkede ud af stuevinduet ned i haven, mens hun snakkede med mormor

Hun lagde slet ikke mærke til, at Peter listede bag om ryggen på hende

Han spænede alt hvad han kunne, over det blå gulvtæppe og videre ind i det rum ,hvor Lisbet havde sin computer stående

Her var hyggeligt rodet

under loftet hang der bamser og nisser i alle størrelser og faconer,på ruden havde Lisbet malet blomster og sommerfugle

på bordet stod to store computere ,som Lisbet brugte ,når hun skrev historier eller lavede musik

og resten af det store skrivebord, som var tømret af nogle store planker ,var næsten helt dækket af farver,pensler,bøger,papir,mærkelige ure og udskårne dyr,

overalt på væggene var der billeder af familien og malerier af sære ting

der var også et keybord, som Lisbet ind imellem spillede på,

der var en spand fuld af blokfløjter og en kæmpe stor læder kontor stol

Peter smuttede op på bordet og så sig fornøjet om i alt rodet

i alt dette her kunne Lisbet umuligt finde ham

Lige her, hvor Peter stod, lå et kaninskind

det var gråt og dejlig blødt

Peter satte sig på skindet og så sig fornøjet om.Nu var varmen ved at vende tilbage i hans lille krop

Han strakte sig og rullede sig så sammen på det bløde skind og faldt i søvn

En lille grå mus midt i et gråt kaninskind lige midt på Lisbets skrivebord

Lisbet anede ingenting ,hun sludrede med mormor i telefonen

Det lød som om mormor var glad i dag

Dejligt ,for så blev Lisbet også glad

Peter sov og drømte om lyseblå soveklude som flagrede gennem luften og om Mulle Muldvarp som gravede sig ned i jorden

Så vågnede han med et ryk

Lisbet var færdig med at tale med mormor og havde nu sat sig foran computeren, som var ved at starte op

Lige for næsen af Lisbet midt på bordet lå det grå kaninskind og midt på det lå stakkels Peter og kneb øjnene forskrækket i

Hvis bare jeg ligger stille, så opdager hun mig nok slet ikke ,tænkte han

Lisbet så ham faktisk ikke, hun så sig fornøjet om i rodet på skrivebordet og så begyndte hun at skrive på computeren-

og hun skrev hurtigt ,tap tap tap ,lød det

Peter lå stadig meget stille, mens han undrede sig over ,hvad det egentlig var, Lisbet lavede

tap tap tap ,lød det

nu rejste Lisbet sig fra den store stol for at hente en kop kaffe

Peter kunne høre hende rumstere ude i køkkenet og han smuttede hurtigt om bag en stabel bøger

her var ikke helt så hyggeligt som på kaninskindet, men her var han da i det mindste i sikkerhed

Nu kom Lisbet tilbage med kaffekoppen, som hun satte på skrivebordet med et bump ,så kaffen skvulpede ud på bordet

sjask ,sagde det

øv , sagde Lisbet

hun tog et lommetørklæde, der lå på stolen og gav sig til at tørre kaffen op

men så fik hun øje på noget ,som Peter havde efterladt

MUSE_PRUTTER!

Peter var bange nu, rigtig bange

Det var skrækkelig dumt ,dette her

Nu blev der nok et hyleri og et skrigeri

og så kom hun nok med kosten og så kom han uden for i sneen

skrækkeligt ,hvad skulle han dog gøre

Lisbet sad stadig og stirrede på de små museprutter som om hun ikke troede sine egne øjne

En mus, sagde hun så

En mus,næh, hvor er det dog hyggeligt

hvor er du, lille mus?

kom du bare frit frem ,jeg gør dig ikke noget

Peter vidste ikke, om han turde tro sine egne ører

Han havde da aldrig drømt om, at Lisbet ville synes ,at det var hyggeligt ,at han var der

mennesker var måske ikke så dumme alligevel

Lisbet var vist ikke dum

måske var mennesker egentlig bare store mus tænkte Peter fornøjet

Peter tog chancen og vovede sig frem

hun var vist ikke helt så farlig,som han havde troet,selv om han stadig ikke helt havde forstået,hvorfor hun havde viftet med og slået hans allerbedste lyseblå soveklud

Huha. hvor var han alligevel bange

hans små forpoter gik helt af sig selv op til hans lille sorte snude,hvor de helt af sig selv aede ham på næsen

Næ se ,lille fyr sagde Lisbet

skal du pudse næse

ja, for du er da ikke bange for mig

se her,jeg er netop ved at skrive en historie til børnehaveklassen om sådan en lille fyr som dig

Hvad ,Peter forstod ikke en smule

men Lisbet pegede op på computerskærmen

- se selv, dit lille fæ

her er et billede af dig,som jeg har tegnet på computeren og nu skriver jeg dit navn

Hvad hedder du ?

hm hm ,Peter rømmede sig og sagde så med sin lillebitte men klare stemme

Peter Hasselmus

jeg hedder Peter Hasselmus

Nå ,å det gør du ,sagde Lisbet , det var da et fint navn, se så her

Lisbet begyndte at skrive

klik klak ,sagde det og for øjnene af Peter skete det

Nedenunder Lisbets tegning af den lille mus voksede Peters navn frem i takt med Lisbets klik klak

Sådan

ja,nu stod der Peter Hasselmus

Der kan du se,sagde Lisbet

nu står dit navn på skærmen og så kan vi begynde din historie

hvad skal vi starte med?

Peter troede stadig ikke rigtig på det hele

sad han virkelig her midt på skrivebordet og talte med Lisbet mennesket

Ingen vil tro mig ,tænkte Peter - da slet ikke Mulle Muldvarp

Ved tanken om Mulle Muldvarp blev Peter igen alvorlig

Han kunne se den blå soveklud,som Lisbet havde behandlet så væmmeligt

og han så sig fortvivlet omkring ,hvor var den nu sovekluden og skulle han vove at spørge Lisbet om hvad hun gjorde med den

Lisbet prikkede til ham med en finger og aede ham forsigtigt hen over ryggen

Det var dejligt

Peter krummede ryggen for rigtig at mærke den rare finger

Hvad tænker du på lille mus sagde Lisbet igen

ja, sagde Lille Peter Hasselmus

han var så genert,at han stod og trådte sig selv på halen

Jo altså

min lyseblå soveklud ,Hvorfor vinkede

og slog du med den

jeg er ikke helt med,sagde Lisbet og rynkede panden

din lyseblå soveklud

hvad er det for en

Jo jo,sagde Peter ivrigt

i morges var jeg ude i haven og så så jeg dig komme ud med min allerbedste soveklud,først så viftede du og så slog du med den

Lisbet tænkte sig om og så smilede hun til Peter

Nu skal jeg fortælle dig en ting,lille mus,sagde hun,

det du kalder din allerbedste lyseblå soveklud

det kalder jeg en støveklud,jeg bruger den til at tørre møblerne af med,så de bliver fine og blanke og lækre og bagefter går jeg så ud på terrassen og vifter og banker støvekluden for af få støvet ud af den igen,så lægger jeg den på plads i skabet

men hvis det lige netop er den klud,som du sover allerbedst i,så må du gerne få den af mig , så er det din helt alene og så tager jeg bare en anden klud

skal vi aftale det?

Peter nikkede

det var vel nok en rar stor mus hende Lisbet

Hun gav ham den lyseblå soveklud og hun havde bare rystet støv ud af den

og nu havde hun givet den til ham

Lisbet gabte og strakte sig

så slukkede hun for computeren

Godnat Peter Hasselmus,sagde hun

Jeg får ikke skrevet mere i aften

Det var rigtig hyggeligt at møde dig

Vi ses i morgen,så må du fortælle mig,hvad vi skal skrive om

Peter nikkede

så krøllede han sig sammen på det grå kaninskind og faldt trygt i søvn

Sov godt,lille mus,sagde Lisbet,nu slukker jeg lyset

sov godt

Peter svarede ikke,han var allerede langt borte i drømm Da Peter vågnede den følgende morgen var han fuld af glæde over ,at han ikke behøvede være bange for Lisbet mere

Nu kunne han nyde vinteren sammen med hende i det lune hus

Da han hoppede hen til det store stuevindue, kunne han se ,at det havde sneet hele natten og at det stadig sneede kraftigt

Hele terrassen var dækket af sne og træerne i haven bøjede deres grene ned til jorden tynget af store snepuder

Hans tanker strejfede et kort øjeblik Mulle muldvarp

Mon han frøs eller havde han slet ikke opdaget, at det sneede

Gravede han mon videre nede i sit hul ,uha ,det måtte være kedeligt at være en muldvarp

Tænk engang ,at leve nede i de mørke gange og aldrig se dagens lys og når man så endelig kom op i lyset, så kunne man ikke se ordentligt og glæde sig over solen og blomsterne

Det var lige ved ,at Peter havde ondt af Mulle muldvarp

Men Mulle kunne måske godt lide at have det sådan , for sådan havde det jo altid været for ham og for alle andre muldvarpe

Nu kom Lisbet ind

God morgen, Peter, sagde hun og kløede sig på maven

Sidder du der og tænker

Nej, hvor er det flot

Lisbet kikkede ud af vinduet sammen med Peter

Hvor er det smukt og vi to får travlt for vi får gæster

I dag må du holde dig lidt væk ,for der kommer gæster ,som vist ikke er vant til mus i stuerne

Peter nikkede

Ja ja, det gjorde ikke noget, at han skulle holde sig væk,

Han vidste jo ,at det var ok for Lisbet, at han var i huset

Nu rejste Lisbet sig

Jeg skal i bad ,Peter, sagde hun

Peter rynkede sin lille pande

Hvad var nu bad for noget

Nu gik Lisbet gennem stuen

HUN HAVDE SLET INGEN TØJ PÅ!!!!

Hvad havde hun dog gang i

Bare rolig, lille mus, sagde hun

Jeg skal bare vaskes og så forsvandt hun ud af køkkendøren

Et øjeblik senere kunne Peter høre vand ,der plaskede ovre i badeværelset og Lisbet, der sang

Uha, uha ,

Peter holdt sig for ørerne

Bare hun dog ville holde op med at synge

Så blev det stille

Peter sukkede lettet og tog de små poter ned

Nu sang hun ikke mere

Så kom det

SKRIGET

Lisbet skreg så Peter kom til at ryste over hele kroppen

Hvad skete der dog

UUUUUUUUUUHHHHHHHH skreg hun UUUUUUHHHHHHhvor er det koldt

Hvad lavede hun dog

Peter satte forsigtigt den ene lille pote ud på broen over til badeværelset og så den anden lille pote

Hvis Lisbet var i fare, så ville han redde hende

Nu stak Lisbet den ene bare våde arm ud af badeværelset og fiskede et håndklæde ,der lå ude på broen

Jamen Peter ,sagde hun forbløffet

Hvorfor sidder du der?

Ind i varmen med dig, jeg kommer nu

Jamen

Sagde Peter

Du skreg

Gjorde jeg, sagde Lisbet

Nååååårhhhh, jamen det var bare fordi vandet var så koldt.

Så skriger man ,det gør ikke noget

Nåh Peter sukkede lettet

Jeg troede, at der skete dig noget

Og--------

Og så ville du redde mig ,sagde Lisbet

Jamen lille mus ,hvor er du dog kær

Hun løftede Peter op og kyssede ham lige midt på hans sorte snude

Lille mus ,hvor er du dog sød

Tænk ,at du passer sådan på mig

Det er vel nok dejligt

Peter gned sin lille snude

Så meget ros han fik

Han blev helt genert

Det var vel nok dejligt at være venner med Lisbet

Han rullede sig sammen i hendes hånd og mærkede varmen ,der kom fra hende

Selv om hun stadig ikke havde rigtig tøj på ,så var hun viklet ind i håndklæder fra top til tå

Lille mus, sagde Lisbet

Vi skal ind i varmen

Her står vi to udendørs og kæler ,vi må jo ikke være rigtig kloge

Lisbet lukkede køkkendøren op og de kom ind i stuen

Så ,lille mus, sagde hun

Nu skal jeg have tøj på og så skal her ryddes op

Her ser jo farligt ud

Peter så sig omkring

Set fra et muse-synspunkt så der nu vidunderligt ud .

På bordet foran fjernsynet stod tallerkenen, som Lisbet havde spist af i går

Der var stadig madrester på den, det var lige noget for en lille mus

Hele køkkenbordet var fuld af brødkrummer og gulvtæppet var fuld af fnas , som var kommet udefra

Nullermænd og papir og blyanter og aviser over det hele

Peter syntes, at huset så hyggeligt ud, men nu kom Lisbet ind

Hun havde tøj på og havde støvsugeren med

Nu skal vi gøre rent ,sagde hun

Men jeg skriver lige ned, hvad vi skal nå, så kan vi se, om vi får gjort det hele

Så begyndte hun at skrive på et stykke papir som hun samlede op fra gulvet.

Støvsuge, skrev hun

Rydde køkken

Og vaske gulvet

Feje

Rede seng

Lufte ud

Samle papir

tømme skraldespand

Tørre støv af

Skifte vand på blomsterne

Købe ind

Sætte hår

Peter sukkede

Rydde op ved computeren

Hvis hun ikke snart holdt op med at skrive på den liste, fik hun vist ikke gjort noget over hovedet

Man skulle tro ,at Lisbet kunne læse hans tanker ,for nu rejste hun sig og så meget beslutsom ud

Så går vi til angreb ,sagde hun ,og det gjorde hun så

Lisbet for omkring og ryddede, så Peter blev helt forvirret

Mennesker var alligevel mærkelige

Hun fjernede fuldstændigt alt det hyggelige fra stuen og snart lignede det hele noget på et billede i et ugeblad

Så ,sagde Lisbet tilfreds

Så mangler jeg bare at købe ind

Så må de godt komme

Peter sukkede lettet

Så blev der da ro i huset

Han kunne godt tage sig en formiddagslur på kaninskindet ,mens Lisbet kørte i byen

Peter puttede sig og Lisbet smækkede døren hårdt i efter sig og snart efter kunne han høre ,at bilen startede og kørte væk

Fred, det var dejligt

der kom lige en stribe sol ind gennem vinduet og Peter rullede rundt og lod solen skinne på sin tykke mave

hvad ligger du her og driver for, lød det pludseligt, og Peter fo’r op

hvem var det, sagde han forvirret

maj ,sagde den grove stemme, og da Peter kikkede ud over bordkanten ,fik han øje på en rotte, som sad lige nedenfor bordet

den viste sine lange gule tænder i et hæsligt grin, mens den tørrede snottet af næsen

ja, det er dig, jeg taler til ,mus ,sagde den igen

hvorfor ligger du der og dovner?

skal vi ikke finde noget at gnave i?

der er masser her i huset

Peter rystede på hovedet

Nej, sagde han

her er lige gjort rent

Lisbet skal have gæster og vi må ikke bide i hendes ting

hvor kommer du fra?

kommer fra og kommer fra, vrissede rotten og gnavede lidt på et stoleben

kommer fra

jeg kommer ingen steder fra

jeg bor lige her oppe under taget

og rotten pegede med sine sorte fingre op mod køkken- hylden ,hvor Lisbet havde sodavand og vinflasker stående.

jeg bor der ,

jeg har en fin udsigt og der kan jeg bo i fred,

Jamen, du kan ikke bo her, sagde Peter

Lisbet siger ikke noget til ,at jeg bor her ,men jeg er sikker på, at dig vil hun ikke have i huset

nå ikke, sagde rotten, og så hvæsede den ,så hårene på Peters ryg kom til at stritte

så bange blev han

og hvem skal så bestemme det, om jeg må spørge ?

skal du?

så kom bare an

næh, nej

Peter dukkede sig

han var rigtig bange for den store rotte

hvad skulle han dog gøre ??

Jeg har boet her længst, sagde den store rotte og hvæsede endnu en gang

Jeg har boet her siden det nye tag blev lavet og før mig boede min far og min bedstefar her

Så det er mig, der bestemmer

Jeg har også, sagde Peter forsigtigt, men så lod han være

Egentlig ville han have sagt, at hans familie også havde boet her længe ,men pludselig følte han ,at han måske hellere skulle tie stille

Nå, sagde rotten

Går du selv, din ynkelige mus eller skal jeg smide dig ud

Den tog fat i kaninskindet med sine store tænder og trak til

Om lidt ligger du på gulvet og så er det ude med dig

Nu skulle stakkels Peter være hurtig hvis han skulle redde livet

men hrm men hrm men hrmmm

og?????? sagde rotten og holdt op med at hale

siger du undskyld??

hrm hrm næh ,sagde Peter

Han havde lige pludselig fået en ide

Jeg vil bare sige, at jeg kan blive til to ,kan du det

kan du blive til to ,snerrede rotten

hvordan det?

Sådan , sagde Peter og satte en pote på Lisbets computer

Nu dukkede billedet, som Lisbet havde tegnet, frem på skærmen

Der bor mange flere af mig inde i den kasse her, så du må bare lige passe på

Rotten gloede forbløffet på skærmen

Er der mange af dig derinde?

ja ,sagde Peter og nikkede

Så nu er det vist dig, der får travlt

rotten så sig hastigt om i stuen

jeg skal vist lige ud og ringe, sagde den nervøst

farvel så længe

Peter sukkede lettet

Det var lige ved ,at det var gået galt

det blev vist ikke til middagssøvn i dag

Peter følte pludselig, at han skulle tisse ovenpå det farlige møde og han smuttede ned fra skrivebordet

Han blinkede til billedet af sig selv på skærmen og hviskede :tak for hjælpen, kammerat

Billedet sagde ingenting for det var jo bare et billede og Peter smuttede ud

Han var godt klar over ,at huset ikke måtte lugte af musetis ,nu hvor Lisbet lige havde gjort rent, så han måtte se at komme ud i haven

Lisbet havde lukket døren ud til entreen, så gennem hullet bag vasketøjskurven kunne han ikke slippe ud ,nu var gode råd dyre

jeg skal tisse

mumlede Peter han kunne mærke, at det var lige ved at gå galt og han så sig fortvivlet om

døren ud til køkkenet stod på klem og Peter sukkede lettet

Lisbet havde smidt de gamle klude , som hun havde gjort rent med ,til vask

De lå i en stor bunke på gulvet

Her kunne han tisse ,for Lisbet ville komme alle kludene i en plastikpose, når hun kom hjem og så ville hun bære dem ned i bilen

Peter sad øverst oppe på bunken og mærkede, hvordan musetissen flød ud af ham,

ah ,hvor var det dejligt at tisse ,når man skulle

og som det duftede

Peter snusede med velbehag den skarpe lugt af musetis ned i sine små lunger

For en lille mus lugter det som parfume, men for os mennesker er det en skrækkelig duft og det var da også det første Lisbet bemærkede ,da hun et øjeblik senere trådte ind af køkkendøren

pyh ,sagde hun

musetis

pyh ,hvor her lugter

det må være kludene

og hun puttede dem i en fart i en plastikpose og smed dem udenfor i kulden

Peter havde for en sikkerheds skyld gemt sig bag den store bunke og han var lige ved at ryge med ned i posen, fordi Lisbet havde sådan en fart på

Hov, undskyld lille mus, sagde Lisbet, der var du nær kommet udenfor sammen med vasketøjet

men vi kan ikke have ,at du tisser inde

det lugter

men hov, hvad er det!

Nu fik Lisbet øje på rottens prutter

de lå i hjørnet bag kludene og de var meget større og længere end Peters små forsigtige prikker

hvad er det????

prutter du så meget?

nej ,nej, Peter rystede på hovedet, nej, nej

Han pegede op på hylden over køleskabet og Lisbet hentede en stol og klatrede op ,så hun kunne se

tak skal du have ,lille mus, sagde hun bekymret

her bor en rotte

den vil vi to ikke have i huset

Peter rystede på hovedet

nej, den ville vi helt bestemt ikke have i huset

nu lukkede Lisbet det lille skab op og tog den store musefælde frem

Jeg kan ikke lide det, sagde hun, men rotter vil jeg ikke have i huset

nu sætter vi leverpostej på fælden og så håber vi, at rotten enten går i fælden eller forsvinder selv.

Jeg sætter fælden heroppe på hylden, så du ikke kommer til skade

Peter nikkede

god ide

Han skulle bestemt ikke op på den hylde og møde rotten

Men han gyste nu alligevel ved tanken om den store fælde

Den var uhyggelig

Bare man rørte den det allermindste, så faldt en jernstang ned over en og så var man død

Det var godt ,at han ikke var en rotte

og du lille mus ,sagde Lisbet og løftede ham op

Du holder dig langt væk fra mine gæster, når de kommer

Jeg ved ikke om de kan lide mus

Er det en aftale?

Peter nikkede

Peters sang

G E E

lil- le mus

F D D

hvor er du

C G7

C D E F G G

bor du her i stu- en

G E E E

lil--le Pe- ter

F D D

hed-der du

G7 C

G E D C

hvor er du nu

Lille Peter Hasselmus

Det blev ikke en fredelig dag

Et øjeblik senere kom gæsterne

Det var en far og en mor og to piger på 8 og 11 år

de larmede rundt i huset og snakkede og lo

og så var der et lillebitte menneske

hun sad i sin mors arm hele tiden og sagde slet ikke noget

Det var et rigtigt lille bitte menneske

Hun havde rigtige hænder og fødder og en lille bitte mund

Hun var så sød så sød

Peter kunne slet ikke få øjnene fra hende og han vovede sig forsigtigt frem under møblerne for at komme tættere til babyen

Nu sad han lige ved siden af stolen, hvor moderen sad med den lille

Peter kikkede på hende med store øjne

Nu vinkede hun med den ene hånd og sagde lyde

nejjjjjj

Noget så spændende havde Peter aldrig oplevet

Hans små fødder bevægede sig ligesom helt af sig selv og han kom nærmere og nærmere den lille

nejjjjj

Hvor var hun altså sød

Sådan et lille bitte menneske

Men så var det forbi med freden

Moderen fik øje på Peter og gav sig til at skrige i vilden sky

En mus, en mus, og hun trak fødderne op i stolen, som om hun havde tænkt sig ,at musen ville bide hende

Hvorfor gør hun dog det, tænkte Peter og han rykkede lidt nærmere for at se ,hvad det var, der gjorde hende bange

Men nu skreg hun endnu højere

en mus ,en mus, hjælp!!!

hvor tænkte Peter og så sig om

nu begyndte pigerne også at skrige og Lisbet kom ind i stuen ude fra køkkenet

hvad sker her dog sagde hun bekymret, er der noget galt?

Ja, ja, der er en mus ,sagde den store pige, og hun pegede lige derhen ,hvor Peter sad

En mus, sagde Lisbet

hvor ?

der, sagde pigen og pegede, og ganske rigtigt der sad lille Peter Hasselmus jo og kikkede med store øjne på den lille bitte baby

Hvor var hun altså bare sød

Nåh, sagde Lisbet

jamen, det er Peter, han bor her og hjælper mig med at skrive min historie

han må godt være her

bider han ikke, sagde den lille pige og satte fødderne ned på gulvet igen

nej ,nej, sagde Lisbet

Peter gør ingenting

Han er en sød lille mus, som bor her sammen med mig

I er da ikke bange for en lille mus?

næh ,sagde den store pige og nu satte hun også fødderne ned på gulvet

Vi er da ikke bange for en lille mus

er vi vel?

jeg tror nok, jeg er, sagde moderen

det var min mor altid og så var jeg det også

jamen, det skal du ikke være, sagde den store pige

musen gør ikke noget

men hvorfor løber den ikke sin vej ,sagde faderen

Lisbet kikkede på Peter ,som stadig kikkede betaget på den lille baby

Peter har aldrig set sådan en lille baby før, sagde Lisbet

se, hvor han kikker på hende

han synes nok ,at hun er sød

jeg synes at musen er sød, sagde den lille pige

må jeg holde den??

Nu blev Peter pludselig klar over, at de allesammen sad og kikkede på ham

Må jeg holde musen , sagde den lille pige igen

nej, sagde Lisbet bestemt, Peter vil ikke holdes og han må heller ikke være her i stuen, når her er gæster

Løb så ,Peter

og Lisbet tog en pude og slog efter Peter

Det fik ham til at fare forskrækket sammen.

han pilede ind i kontoret og gemte sig under bordet

Huha . Lisbet havde ret , han skulle ikke være kommet ind i stuen

men han ville jo bare se den lille

Dagen efter havde Peter og Lisbet en lang snak

Lisbet var lidt vred på Peter, fordi han havde været så tankeløs at vise sig og Peter måtte sige undskyld

Men den lille menneskeunge var så sød ,så jeg kunne ikke lade være

forsvarede han sig

Det er meget godt, sagde Lisbet alvorligt, men hvad nu hvis faderen havde taget en avis og bum havde slået dig, så du var faldet død om

Peter rystede af forskrækkelse

tror du ,han ville gøre det

Lisbet nikkede langsomt

det er muligt, sagde hun alvorligt

du må passe bedre på

og så er der også lige det, at mine gæster går hjem og fortæller, at der er mus i mit hus og der er mange mennesker ,der synes ,at det er grimt og så vil de måske ikke besøge mig en anden gang

Peter nikkede alvorligt

Når Lisbet lod ham bo i sit hus, så måtte han også passe bedre på

Det lover jeg, sagde han højtideligt

En anden gang vil jeg ikke komme frem og jeg lover at passe meget bedre på

under Lisbets skrivebord var der lunt og rart og den forskrækkede Peter faldt lidt til ro

herfra, hvor han sad, kunne han se ud i stuen og se de fremmede, men han kunne ikke selv blive set

det var nok der, han skulle have været lige fra starten

Peter fo’r forskrækket sammen

noget blødt og varmt rørte ved ham

han drejede forsigtigt hovedet og sukkede lettet

nå, er det bare dig Frederik

ih ,hvor blev jeg bange

hø hø, mumlede Frederik ,som var Lisbets store angorakanin ,du bliver da ikke bange for mig

jeg spiser da ikke små mus

det ved jeg godt, hviskede Peter, men hvorfor sidder du og gemmer dig ligesom mig, du må jo godt være i stuen

jo, tak skal du have, snøftede Frederik

først børster hun mig, så tager hun fat med en kam og river mig i pelsen og når jeg så er fin og færdig og min pels stritter ud til alle sider, så skal jeg helst sidde stille i kurven og se godt ud hele eftermiddagen

jamen du er da også kanonflot, sagde Peter og han rørte forsigtigt ved Frederiks lange bløde pels

du er så fin, så fin, når Lisbet har ordnet din pels

ja ja, sukkede Frederik, det synes jeg jo også, men de børn ,de aer mig hele tiden og den ene af dem havde et stykke tyggegummi i munden og det tabte hun og nu klistrer det fast i min pels

se selv

Frederik rystede på sit store hoved og på hans ene lange øre sad der en stor klump tyggegummi fast i pelsen

når Lisbet ser det, så kommer hun med kammen igen og måske endda med saksen og så klipper hun pelsen og tyggegummiet væk fra mit øre

Frederik sukkede bedrøvet

nu var mine ører endda lige blevet så flotte

jeg kommer til at se fjollet ud uden pels på det ene øre

Frederik tav og han så trist frem for sig

ak ja ,ak ja, sagde han, sådan går det, når der kommer børn på besøg

men har du ikke set den lille bitte baby, sagde Peter ivrigt

er den ikke sød

sød, sagde Frederik og han sukkede igen

det er den vel nok, men den vokser og vokser og en dag er den stor nok til at tygge tyggegummi, som sætter sig fast i pelsen på dig eller mig

så nu gemmer jeg mig sammen med dig

vi er da venner ikke

ja ja ,Peter nikkede, han flyttede nærmere til sin store ven og de sad længe uden at sige noget

det var et underligt par

lille Peter hasselmus var ikke større end din lillefinger og Frederik den store angorakanin var så stor ,at han næsten ikke kunne være inde under bordet sammen med Peter

hvis du krøller dig helt sammen som en kugle ,så ved du præcis hvilken størrelse Frederik har

han var rigtig stor og hans pels var lysegrå og den strittede ud til alle sider ligesom morgenhår

hvad er det ,der lugter så dejligt, sagde Peter pludseligt og hans lille næse vippede op og ned, mens han snusede

hvad er det for en dejlig lugt

det er tyggegummi, sagde Frederik surt, det kan godt være ,at du synes, at det lugter godt, men det er altså ikke sjovt at have i pelsen

'må jeg prøve at lugte til dig en gang,spurgte Peter

bøj dig lige ned ,så jeg kan lugte

Frederik sænkede sit store hoved ned ,så Peter kunne snuse til tyggegummiet på hans øre

uhm det lugter dejligt, sagde Peter og så slikkede han på Frederiks øre

dejligt

lad være med det ,sagde Frederik fornærmet

du gør mig jo våd på øret

det er da ulækkert

hør nu lige her, sagde Peter ivrigt

jeg har fået en ide

jeg vil gerne gnave dig lidt i øret

hvad vil du, sagde Frederik

han troede bestemt ikke, at han havde hørt rigtigt

sagde du ikke lige ,at du gerne ville gnave mig i øret

hvorfor det

jo, sagde Peter

jeg kan hjælpe dig af med tyggegummiet

jeg synes, at det både lugter og smager godt , hvis du bare vil sidde stille lidt, så skal jeg lige så forsigtigt gnave tyggegummiet væk fra dit øre

så kommer Lisbet ikke med saksen i aften, når gæsterne er gået

vil du virkelig, sagde Frederik

det er vel nok pænt af dig

gå bare i gang, jeg skal nok sidde stille

og lille Peter hasselmus satte sig i panden på store Frederik og begyndte at gnave tyggegummiet væk fra han lange øre .

nu gnaver du vel forsigtigt, sagde Frederik nervøst

min kone vil få ondt i maven af grin, hvis du gnaver forkert.

bare rolig ,gumlede Peter, med munden fuld af Frederiks øre.

du skal bare sidde stille ,så ordner jeg resten

og mens Peter tyggede tyggegummiet af Frederiks øre og mens gæsterne hyggede sig i stuen og sneen faldt stille og roligt udenfor, så var der et andet sted i huset, hvor der ikke var så fredeligt .

HOS ROTTERNE PÅ LOFTET

den rotte, som Peter havde mødt på gulvet i Lisbets kontor ,var desværre ikke den eneste rotte på loftet

faktisk var der flyttet en hel familie af rotter ind

de havde boet på loftet siden det tidlige efterår og de havde gnavet på loftet og i ledningerne og lidt i gulvtæpperne i soveværelset

og det sidste var jo ikke så godt ,for det havde fået Lisbet til at kikke efter alle steder om der skulle være en rotte i huset, men hun havde jo ikke fundet nogen, før Peter havde sladret i morges

rotterne på loftet stak hovederne sammen og hviskede og tiskede.

Ham, Peter hasselmus, sagde den store tykke rottemor

han skulle vel nok have et ordentlig hak i øret , fordi han sladrede om os

nu står den store fælde lige udenfor vores dør og jeg tør ikke sende lille Alfred ud efter brødkrummer, fordi han skal forbi den .

tænk, hvis han kom noget til.

rottemor var lige ved at græde og hun tørrede sig om øjnene med sin lange hale

de fire rotter sad længe tavse, så sagde lille Alfred

jeg er da ikke bange for fælden .

jeg går bare ud og sparker til den

'du gør ingenting, sagde rottefar forskrækket

det var lige netop ham, som Peter havde mødt i morges

du rør ikke den fælde

hvis du sparker til den, kan den slå dig ihjel

åh nej, åh nej, jamrede rottemor og hun krammede og kyssede lille Alfred ,som kæmpede for at komme fri

la' vær' med' det, sagde lille Alfred

mig vil ikke krammes.

væk med den møsser.

og lille Alfred tørrede rottemors snaskede kys væk med sin hale .

den dreng ligner mig ,sagde rottefar stolt

jeg kan heller ikke fordrage alt det kysseri

så blev der igen stille ,indtil Rolf ,den unge rotte ,der var flyttet sammen med dem,sagde.

hvad skal vi så gøre?

Ja, hvad synes du, sagde rottefar og så blev der igen stille ,man hørte kun lille Alfred ,som snøftede, fordi han var forkølet

puds næsen ,lille Alfred, sagde rottemor og rakte Alfred det første hun kunne få fat i og det var LIGE NETOP PETERS LYSEBLÅ SUTTEKLUD

Alfred pudsede en stor snotklat ned i den og rakte den uden videre til rottemor ,som bare lod den falde ned på køkkengulvet

der lå den ,da Lisbet et øjeblik senere kom forbi

hun rynkede panden

hvorfor lå den nu der?

op på hylden med den

og Lisbet gik ind i stuen til sine gæster

hov hov

rottemor fik kluden tilbage i hovedet og snotklatten ramte hende ene øre

bvadrrr ,hvor var det klamt og ulækkert

rottemor smed kluden fra sig med et hvin

kluden ramte rottefar, som for op med et hyl

han I så holde op med det griseri, se nu her min hale

og ganske rigtigt

kluden havde ramt hans hale og snotklatten sad nu på rottefars hale.

rottefar baskede frem og tilbage med sin lange hale for at få snotklatten væk ,men den sad godt fast og jo mere han svingede, jo mere klistrede den fast

lille Alfred ,brølede han

kom her og fjern det stads fra min hale

men hvor var lille Alfred

han og Rolf var smuttet ud af hullet for at se nærmere på den store fælde, som skulle være så farlig

Rotterolf forklarede meget omhyggeligt lille Alfred, hvordan fælden virkede og det kriblede i poterne på Alfred for at prøve at se om den virkede, men han turde alligevel ikke rigtigt

forstod du det ?spurgte Rotterolf og standsede sin lange forklaring

ja jooooooo

lille Alfred var ikke helt sikker

hvor ved du alt det fra , er det virkelig sådan, som du siger

fordi jeg ved det, sagde Rotterolf vigtigt og for at vise Alfred det hele en gang til pegede han på den store jernstang på fælden

og sagde

hvis du rører den der, så smækker den ned over dig og så dør du .

den er meget farlig

lige den der ,sagde Alfred og så rørte han ved stangen

pas på

mere fik Rotterolf ikke sagt

den store jernstang dunkede ned i nakken på ham og han var død på stedet

Alfred blev forskrækket

ikke så meget bedrøvet ,for han kunne egentlig ikke lide Rotterolf men han blev forskrækket over at fælden virkede så hurtigt

der døde han, sagde han og gik rundt om fælden med den døde Rolf

væk med ham!

smækket fra de store jernstang kunne høres helt ind i stuen

hvad var dog det ?sagde Lisbet

hvad sker der her i dag

der må være faldet noget ned

hun havde nu nok en anelse om, at der var gået en rotte i fælden, for hun kravlede lige med det samme op på en skammel og kikkede op på hylden ,hvor fælden stod og der fik hun jo øje på den døde Rotterolf

uh, sagde hun

fælden med Rolf i tog hun ned og stillede den væk, så hun kunne tage Rolf ud ,når gæsterne var gået, men hun hentede en gammel tallerken og hældte røde giftkorn ud på den

sådan, mumlede hun

hvis der er flere rotter deroppe

så må de spise disse her, jeg vil ikke have rotter på loftet

jamen sikken en forskrækkelse ,der blev, da lille Alfred kom ind til mor og far og fortalte at Rolf var gået i fælden og at Lisbet allerede havde taget ham

jeg sagde det jo, jamrede rottemor og hun krammede Alfred ind til sig af bare forskrækkelse

jeg sagde det jo

den fælde er farlig

hvordan gik det til ,ville rottefar vide

det kan jeg ikke rigtig huske,sagde Alfred

han ville ikke så gerne fortælle ,at det vist egentlig var hans skyld ,at Rotterolf var gået i fælden

det er også lige meget, sagde rottemor

bare det ikke var min søn, der gik i fælden

ja måske, sagde rottefar, men jeg vil nu gå ud og se på sagen.

pas nu på, jamrede rottemor

det kan være ,der er flere fælder

sludder, sagde rottefar

Lisbet har kun den ene ,som Rolf sider fast i

og så gik han

ude på hylden ,så alt ud som det plejede

mel og havregrynsposerne stod som de plejede og den pose med chips, som Rolf og Alfred gnavede hul på i går ,stod stadig, hvor den gjorde i går

rottefar gik forsigtigt omkring og standsede forbavset op ved de røde korn ( som jo altså var giftige)

de stod da ikke her i går ,sagde han forundret, er det mon en ny slags menneskemad

rottefar smagte på kornene

de smagte godt, tænkte han fornøjet og han guffede ordentlig i sig, indtil han kom i tanker om Alfred og rottemor

de skulle da også smage

kom bare her ud, råbte han ind i hullet

her er ikke spor farligt

mere fik han ikke sagt ,for pludselig fik han ondt i maven og skulle kaste op

bvadrr bvadrr

det var altså ulækkert

da rottemor og Alfred kom ud , lå han ganske stille og var død.

åh nej, åh nej ,min kære mand, hvad er der dog sket ,jamrede rottemor

far har spist dem her, sagde lille Alfred og han pegede på de røde korn

og ganske rigtigt

det havde han jo

mange endda

tror du, at det gør noget ,at jeg smager, spurgte Alfred forsigtigt.

men nu råbte hans mor lige så højt ,som hun kunne .

du spiser ikke noget ,som vi ikke ved, hvad er

det er måske det, din far er død af

nå ,sagde Alfred

men de smager nu alligevel ganske godt

han gumlede allerede på den første mundfuld

hov ,stop med det, råbte rottemor

du må ikke spise flere

så dør du

og så pressede hun sin lange lodne hale ned i halsen på stakkels Alfred og fik ham til at kaste op

hvorfor gjorde du det ,sagde Alfred fornærmet

jeg kan ikke lide at kaste op

ellers havde du været lige så død nu som din far sagde rottemor og så halede hun af med ham

hun kastede et sidste blik på sin døde mand , så sukkede hun og sagde

vi flytter

jeg vil ikke være en dag mere i dette hus

vi skal pakke og du bliver her hos mig

Alfred så hen imod de giftige røde korn

må jeg så ikke spise mere af dem der , sagde han,

de smagte ellers dejligt

du rører dem ikke, truede rottemor

du får så mange smæk med min hale, hvis du rører så meget som et eneste korn

ja ja, sukkede Alfred ,men han puttede nu alligevel en masse af de røde korn i lommen uden at hans mor så det

jeg skal nok lade være med at spise de røde korn ,sagde han, ( lige nu,hviskede han )

rottemor pakkede i en fart det, de skulle have med og så tog hun lille Alfred i halen

kom så, sukkede hun

sig nu farvel til dette her sted, for her kommer vi ikke igen

vi skal langt bort

så hev hun i Alfreds hale

kom så vi skal ud gennem hullet i entreen

Lisbet var optaget af gæsterne og hverken hun eller gæsterne lagde mærke til de to , som listede frem under møblerne

de var meget forsigtige og rottemor var bange for at blive opdaget .

det havde da også været en skrækkelig dag

først var der Rolf, der var gået i fælden og så rottefar, der var død af de giftige røde korn

der skulle ikke gerne ske flere ulykker i dag

de to nåede sikkert frem til hullet i entreen

nu var der bare det sidste tilbage

ud gennem hullet og ned på jorden

'hu hvor var der koldt ude

men det var der ikke noget at gøre ved

rottemor halede i Alfred, som mukkede

jeg fryser ,her er koldt

jeg vil hjem

jeg vil ind i varmen, det kommer du også lige straks ,sagde rottemor

ivrigt

se lige frem, der er et hus og døren står åben

kom nu, vi smutter ind

og snart var rottemor og Alfred i naboens hus .

og nu fik de travlt med at indrette sig i en bunke gamle aviser, der lå på gulvet i entreen

det kunne blive ganske hyggeligt

her var rart og varmt og ingen Lisbet

ahhhhhhhhhh

i mellemtiden havde Peter gnavet al tyggegummiet af Frederiks øre og de to venner sad stadig lunt og hyggeligt inde under Lisbets bord ,hvor computeren stod

hvor var det pænt af dig ,brummede Frederik ,det skal du have tak for

du skal bare sige til, hvis jeg kan hjælpe dig en anden gang

ok ,nikkede Peter, det skal jeg nok ,det kunne da være ,at jeg fik brug for det

rotterne er væk, brummede Frederik ,så nu er vi herrer i huset igen

ja, er det ikke dejligt ,sagde Peter