03-09-2022

kulsvierne 4 september lørdag

her står vi op til sol om morgenen kl 6

så bliver man træt og går tidligt i seng

men jeg glemmer Dem ikk,e fordi jeg er så langt borte frøken ANE

jeg håber ,at De også tænker lidt på mig

med ærbødigste hilsen

Deres Siegfred Sørensen

SANTIAGO

 Ane således havde læst Siegfreds brev et par gange ,så løb tårerne frit ned over hende blege kinder og hun trak vejret hastigt i dybe stød

det var så på det tidspunkt, at angsten blev allerværst

pludselig og uden varsel kom sveden  ,kuldegysningerne og værst af alt  angsten

angsten, som fik halsen til at snøre sig sammen og musklerne  i halsen til at stramme, så det gjorde ondt

og hun blev svimmel og utilpas

Stol på Gud ,skrev fader,  ja, det skulle nok hjælpe

Ane vidste bedre

Siegfred var langt borte nu  ,han kom aldrig tilbage og han havde velsagtens allerede glemt hende, han havde måsle allerede fundet sig i en pige i det nye land

han havde måske også børn i det fremmede ,jo Siegfred måtte og skulle hun glemme

nu var det hjalmar, det drejede sig om

hjalmar var god og reel og han havde tilbudt hende ægteskab

hun havde sagt ja tak  og så måtte hun bekæmpe angsten, som kom af intet og vågne nætter

Hjalmar ,Hjalmar ,bare han dog havde skrevet bare et lillebitte brev til hende

som hun kunne læse i sine ledige stunder, så ville brevet fra Siegfred ikke få så stor betydning

bare hun dog vidste, hvad han foretog sig lige nu, så ville hun tænke på ham og glæde sig over, at han skulle være hendes ægtemand

Ane sukkede, hjalmar ,hjalmar

og lige her, hvor hjalmar gik i den mørke skov ,så bragte træernes susen  lille Anes kalden på ham

Han travede med lange skridt  i hælene på den lille lysalf ,som hoppede snart til højre og snart til venstre ,mens den ringlede med sine bjælder og afsatte støv på blomster og blade ,som de passerede

hvorfor gør du det? havde hjalmar gnavent spurgt

men alfen havde blot ringlet og var hoppet videre

lygtemændene gik forrest

de dannede en lang massiv  lysende vej  for de to, som stred sig frem

og så nåede man lygte-mændenes vende plads

de to forrest lygtemænd blev skiftet ud med to nye  og friske folk og så gik det videre ind i den mørke skov

Ane, Ane ,kaldte træerne

Hjalmar ,Hjalmar, svarede buskene og månen gemte sig bag skyerne

herfra kikkede den  forsigtigt frem og så hovedrystende efter  optoget i skoven, som nu uden tøven begav sig ud på gyngende grund

men nu stod lygtemændene af

de kan ikke tåle at få våde fødder

så slukkes deres lys jo !

nu var de ved mosen

dertil og ikke længere

farvel Hjalmar ,farvel og de forsvandt

hvad nu ?

i mosen skulle man sandelig bevæge sig med den yderste forsigtighed

elletrunterne gyngede i dyndet og trak vandet op i skoene, når man trådte på dem

gamle rådne træstubbe udsendte krydrede dufte  og frøerne og tudserne kvækkede uhyggeligt  og gennemtrængende fra de åbne mosehuller

huh,det var et sted, som fik håret til at rejse sig på hovedet af de to rejsekammerater

at mosekonen var hjemme,  det kunne man ikke være i tvivl om

dampen fra hendes bryg lå tæt over hele mosen  og fik buske og træer til at se højst uvirkelige ud

og så det værste af det hele

den ældgamle mosekones kvækkende latter lød enstonigt og skrattende og blandede sig med natravnens hæse skratten i den stille nat

-------------------------------------