frøen albert

Overskrift 1

Historien om frøen Albert

 

 

 

Oppe ved huset på  Lerager hos Lisbet var haven stor og vild

Ja, ikke vild på den måde ,for den hverken snerrede eller bed af dig, når du gik i den ,men vild på den gode måde

Overalt skød blomsterne op ,altså ikke i pæne bede og rækker, nej ,de skød bare op, næsten lige hvor det passede dem

Midt på den lille bitte græsplæne stod f eks en sort plastikbalje

Fra den sendte ca 20  solsikker deres stilke ca 2 meter op i luften

Lidt længere henne i udkanten af de gule Gyldenris stod den gamle røde legevogn

I den voksede en stor græskarplante ,som sendte lange ranker med store blade og kæmpestore blomster ud i plænen

Sommerfuglebusken blomstrer vildt og lilla'et højt oppe over den gule Perikon  og roserne stod side om side med de små piletræer med de lyse spidser ,som lyste når solen skinnede på dem

Jo, haven blomstrede

De store gule Tusindstråler bredte deres enorme grønne blade ud over jordbunden, som derfor aldrig så solens lys

 

Netop dernede boede frøen Albert

Han brød sig ikke om  varme og sol og han elskede det grønne ,dæmpede lys i bladskoven

Der var netop så fugtigt, som han allerhelst ville have det .

Albert havde det lige præcis så mørkt og vådt, som han kunne ønske sig  ,for han var jo en frø

En ganske almindelig frø af den slags , som om foråret lægger æg i søerne og som hopper omkring, hvor der er mørkt og vådt

Ja.,netop sådan en ganske almindelig frø var Albert,

han havde jo ikke altid boet i Lisbets have ,

som lille var han født som æg i en lille sø sammen med millioner af andre små frøæg

Det var en forårsdag sidste år

Efter nogle dage med forårssol var de små æg så blevet til haletudser  og efterhånden i løbet af sommeren var haletudserne ,så blevet til bittesmå frøer

Rigtig bittesmå

Albert var ikke større end din tommelfingernegl

 

De små frøer  lignede mest af alt små fluer, når de hoppede rundt i det høje græs

Så en rigtig dejlig sommerdag kom en lille dreng og hans far ud på marken

De skulle samle mælkebøtteblade til deres  kaniner hjemme i farmors have.

De havde en masse plastikposer med og de plukkede løs af de store grønne saftige mælkebøtteblade

Men Albert og hans lillebror havde netop sat sig på et af de store grønne blade

Den lille dreng så slet ikke Albert , fordi han var så lille

Han plukkede bare løs, mens han snakkede med sin far

Og derfor svævede Albert pludselig højt oppe over græsset

Sæt mig ned ,kvækkede han forskrækket, men der var jo ingen ,der hørte hans lillebitte stemme

 

Derfor blev han proppet ned i en plastikpose sammen med en masse våde mælkebøtteblade

 

Det var en dag som Albert ikke så gerne huskede tilbage på

Posen blev lukket sammen over hovedet på han og snart  efter gik det afsted i bil

Albert troede, at  nu skulle han dø

Bilen raslede hen ad en grusvej

 Posen med mælkebøttebladene klemte fast omkring ham

Albert lukkede forskrækket de små øjne fast i

 

Så stoppede bilen pludseligt og poserne blev taget ud og åbnet og et kort øjeblik senere befandt Albert sig i et kaninbur ved siden af en stor kanin, som gumlede løs af mælkebøttebladene

Du kan tro nej, mumlede Albert og så hoppede han ud af buret og ned på græsplænen

Her i græsset var der lige så klamt og rart som der, hvor han kom fra

 Så Albert følte sig hurtigt godt tilpas i det nye omgivelser

Så, da han var kommet sig over forskrækkelsen , besluttede han sig for at blive  ,hvor han nu var

 

Han fandt et godt sted i halvmørket under den gule tusindstråle og han fik snart nye venner

Albert var jo en rigtig pæn lille frø og mange  af de små frødamer i haven lagde vejen forbi Tusindstråleskoven for bare at få et glimt af ham.

men Albert var slet ikke til piger

Endnu da

Han var så tilfreds i sit nye hjem og han glædede sig over de mange fluer, som sværmede i haven.

De kunne godt lide stedet ,fordi kaninerne var her

 

Den varme kaningødning  var et godt sted at lade fluelarverne klække og de voksede sig hurtigt store og tykke  og så blev de til flere fluer

Mange af dem endte i naven på Albert og de andre frøer ,så det var også et godt sted at være for en lille frø

 

 Albert hyggede sig rigtigt

 

Kun en enkelt ting bekymrede ham

hopperiet

Albert var ikke god til at springe

 

Men oppe ved huset boede mærkelige   dyr  med pels på og de hoppede kæmpehøjt

Albert havde kikket på dem dag for dag

de hoppede og de hoppede,  selv de små af slagsen kunne springe højere  og længere end Albert

Hvad er det dog for nogle, mumlede han og så gav han et forsigtigt hop  til siden

frøer med pels på

Det havde han da aldrig set før

Hop ,hop

De små pelsdyr hoppede og hoppede helt uden besvær

Albert måbede

Selv når han gjorde sig virkelig umage, så kunne han ikke hoppe halvt så højt som dem

De hedder altså kaniner ,var der pludselig nogen, der sagde bag Albert og han snurrede forskrækket rundt

Lige bag ham sad en af de store røde skovsnegle

dens lange følehorn bevægede sig frem og tilbage, mens den talte

Kaniner ,sagde jeg, kaniner

Lisbet har masser af dem

hun fodrer og leger og kæler  med dem

Jamen de hopper jo,  sagde Albert forbløffet

meget bedre end mig

Det hedder jeg, rettede skovsneglen

Hvad ,gispede Albert

kan du også hoppe,  det vidste jeg ikke

hvordan gør du det?

Nej nej

Skovsneglen så helt forskrækket ud, jeg hopper ikke ,jeg kravler  og endda ganske langsomt, tilføjede den helt trist

Alting går så langsomt ,så langsomt

med mig går alting ganske langsomt

Jamen, du sagde  jeg

blev Albert stædigt ved

Jeg sagde: de hopper bedre end mig og så sagde du end jeg ????

Jamen, det hedder det, forklarede den røde skovsnegl

Du sagde end mig og det hedder, end jeg

Jamen,

Nu opgav Albert at tale med skovsneglen

det blev alt for indviklet

Han vendte ryggen til den og skovsneglen sukkede,

Jamen ,så glider jeg ,sagde den  langsomt og tak for samtalen

Så gled den videre og efterlod et langt  slimspor, der hvor den havde gledet

Albert kikkede efter sneglen og rystede på hovedet,

det var da godt, at han ikke var en snegl

Tænk

bare at glide langsomt omkring og lave slimspor

 

Heldigvis

Han var en frø og frøer laver ikke slimspor og de glider heller ikke

De hopper , altså de fleste af dem gør!

så hvad nu ?

Nu kom en masse af de der små kaniner hoppende oppe på Lisbets terrasse

De snakkede ikke ,men de vrikkede så sjovt med næsen  ,lige som om de snakkede med hinanden med næserne

De havde fire små ben ,som de gik/løb med og ind imellem  så gik det virkelig hurtigt

Albert lagde hovedet på siden

hvordan gjorde de dog?

Det var ligesom om de havde raketter på

Vupti og så for de  omkring imellem hinanden - og benene ???

Det var lige som om de brugte benene to af gangen.

 

Se nu der,' hop, hop, sagde det

En lille kanin  hoppede højt op i luften og så fo'r den omkring mellem de andre

Det så ud til at være sjovt ,det der

Albert kravlede forsigtigt nærmere

Nårh, sådan

Først de bagerste  ben og så lidt dem ,der var forrest

Albert forsøgte, men han faldt bums på

maven

Klask ,klask ,sagde det og kaninerne holdt op med at lege og de stimlede sammen henne ved lågen ned til haven

De små næser vrikkede og de små ører vendte og drejede sig

Albert valgte først at lade som om han ikke så dem,

det var  da alt for pinligt at ligge der ,fladt på maven og det havde sagt klask

Han havde vist også tisset en     lille bitte  tår , da han var klasket ned

Uf ,hvor var det pinligt altså

De små kaniner undrede sig

Hvad var det dog for en ,den der,  der lige havde sagt klask

Kan du slet ikke springe ,spurgte de små kaniner, hvor er det synd for dig ,altså

Hvem mig ?sagde Albert

Han rejste sig op og forsøgte at se ud som om der ikke var sket spor

Jeg kan da sagtens springe, jeg har bare ikke rigtig lyst til det lige nu

Kaninbørnene skubbede til hinanden

Nå ,sagde den største af dem

Så spring og vis os, at du kan

næh, sagde Albert, jeg gider ikke og så kravlede han forsigtigt væk fra terrassen

Albert skammede sig, han gemte sig under bladene i tusindstråleskoven

Hvor var det flovt

tænk ,at de små kaniner havde set ham ligge der, sådan plask

og han havde også tisset en pyt

uha ,det ville vare længe for ham at glemme denne dag

 

Hvordan gik det så, spurgte skovsneglen, der kom glidende langsomt forbi

fik du så lært at hoppe ?

Albert rystede på hovedet  og så den anden vej

det var alt for slemt at tale om lige nu

Gik det?

blev skovsneglen ved,  mens den gled videre

Albert rystede bedrøvet på hovedet

næh ,sagde han jeg faldt og jeg tissede også mig selv på maven

tissede du ,sagde sneglen forbavset

hvorfor gjorde du det?

sådan gør man da ikke, når man skal lære at hoppe

det ved jeg da godt, mumlede Albert, men  det kom jeg til

Hm

sneglen trak følehornene  frem og tilbage, så sagde den,

du skulle  ikke have tisset ,det er da flovt

det ved jeg virkelig godt ,vrissede Albert

jeg gider ikke snakke mere om det,  ikke lige nu

nå ,er du sur, sagde skovsneglen, jamen så glider jeg bare  igen

farvel

så gled den videre og Albert så med væmmelse på det brede slimspor ,den efterlod

den var altså ulækker, den snegl, det var altså væmmeligt at se på

slasket og slimet var det

slimsporene fandtes overalt i Tusindstråleskoven

der var mange snegle i Lisbets have

når haven var frodig og grøn og fugtig, så tiltrak den snegle

Lisbet samlede sneglene sammen morgen og aften, det havde Albert selv set ,men der var alligevel mange  ,som ikke blev fanget .

Netop nu samlede de sidste snegle sig i Tusindstråleskoven om et æble, som et barn havde smidt derind

Der var rigtig mange røde snegle samlet om æblet og snart ville det være helt spist

 

På en måde var sneglene Tusindstråleskovens skraldemænd

 

de ryddede op i alt ,som blev efterladt af børnene, som kom her og de ryddede op i alle de grøntsager ,som Lisbet tabte, når hun fodrede kaninerne

Hun tabte somme tider en tomat eller et salathoved  eller to og så kom der straks en snegl eller to glidende for at rydde op

På den måde var sneglene udmærkede ,men de var alligevel ulækre .

Albert trask vejret dybt og sukkede

nu skulle det der hopperi læres ,det var vigtigt for ham .

hvis han nu blev nede i Tusindstråleskoven  og øvede sig, så gjorde det jo ikke så meget, hvis han faldt igen.

Albert så sig forsigtigt omkring

Der var ingen snegl eller frø i sigte

nu skulle det være

Albert tog tilløb

et vældigt langt et og satte så af

hoooooop, plaaaaaask ,sagde det og der lå han så igen

bums

næ ,altså om igen

nyt tilløb og afsæt med begge fødder, hov, han gjorde det.

Han hoppede, han fløj nærmest igennem luften og så landede han -lige i sneglens slimspor

plask igen

nu blev Albert vred på sig selv

Han kunne hoppe, ja, han fløj nærmest og så lige ned i sneglens slimspor

han følte forsigtigt efter på sin mave

øv øv, slim  og atter slim

altså

jeg går et andet sted hen ,besluttede Albert, jeg kravler op på terrassen til kaninerne

 De laver da ikke slimspor ,som man kan glide i.

 

kaninerne var der selvfølgelig ,men  det var da bedre end snegle-slim-spor

 

 

Der var ikke langt op til terrassen

Set med menneske øjne var der måske bare to skridt , men for en lillebitte frø var vejen bare enorm lang

Albert syntes ,at han kravlede og kravlede  i en hel time, men nu var han der endelig.

Petter Bagbo havde bygget en ny trappe til Lisbet i går.

Den var lang og flad, sådan som Lisbet ville have den og den var nem for Albert at kravle op ad

nu var han oppe og kunne se ind gennem lågens tremmer ,ind til de små kaniner ,som legede med hinanden derinde..

De hoppede og sprang og det så rigtig nemt ud

Albert sukkede

nemt

hvordan havde de lært det?

En lille lysebrun kanin med masser af pels, stak pludselig hovedet helt hen til lågen.

Davs ,sagde den, hvad er du for en?

er du farlig?

kan du spises?

vil du lege ?

Albert rystede på hovedet

jeg kan ikke spises, sagde han surt,  jeg er en frø

han kikkede på kaninen

kan du lære mig at hoppe ?

det ved jeg da ikke, sagde den lille lysebrune kanin, for jeg gør det bare

se lige her, sagde den, og så gjorde den et vældigt hop lige op i luften og landede på alle fire ben lige ved Albert, sådan gør jeg bare, sagde den tilfreds

sådan

det er da nemt nok

kom du bare herind og prøv sammen med mig

Albert kravlede forsigtigt ind gennem tremmerne på lågen og stod nu inde på terrassen  mellem de hoppende kaninbørn

jeg hedder Ninus, sagde hans lysebrune kaninven og jeg er en pige ,hvad hedder du?

Albert ,sagde Albert nervøst

hør lige her, jeg er faktisk bange for at dine venner tramper på mig ,når de hopper sådan ,der er så mange af dem

de gør de da ikke, sagde Ninus, de er da ligeglade med dig

de leger bare

pas dog lige på ,skreg Albert

en lille hvid kanin kom farende lige imod ham og Albert gjorde et vældigt hop  til siden ,for ikke at blive trådt ned

pas dog på ,dit store pelsdyr,

 den hvide kanin vendte sig forbavset og kom tilbage

hvem i alverden er du? sagde den forbavset

er du en kanin?

og hvorfor har du ingen pels?

jeg er en frø, råbte Albert fornærmet ,jeg er en frø og du er en stor dum bunke pels ,som ikke kan se sig for

hov hov, små slag ,sagde kaninen og kom nærmere, hvor kommer du fra ?

det var lige som om den slet ikke havde hørt, hvad Albert råbte til den

hvem er du sammen med   og hvor kommer du fra?

jeg er sammen med Ninus, mumlede Albert  surt og jeg kommer fra Tusindstråleskoven og jeg er en frø og jeg vil gerne lære at hoppe, for det skal frøer kunne og jeg kan ikke finde ud af det .

han standsede op helt forpustet over den lange remse

hoppe, den hvide kanin så forbavset på ham

jamen ,det gjorde du da lige før, da jeg kom

det var et vældig hop ,for resten ,tilføjede han

hoppede, hoppede jeg, gjorde jeg ,stammede Albert

alle de små kaniner havde nu samlet sig rundt omkring ham og de nikkede ivrigt allesammen

det er altså rigtigt ,sagde Ninus

du hoppede lige før, da snebold kom hoppende imod dig

jeg tror, at du blev bange for ham og så gav du et mægtigt hop ,meget højere end det vi kan , prøv lige igen.

jeg kan altså ikke hoppe ,sagde Albert

 mens han så sig om i kredsen

den hvide kanin ,som hed snebold ,mimrede så hans lille snude vippede fra side til side

du gjorde det altså lige før, men måske jeg  skal sige bøh til dig ,for at få dig til at gøre det igen

den hoppede pludselig et lille sidelæns rejehop og landede lige ved siden af Albert

lad være ,sagde Albert fornærmet

jeg er ikke bange for dig

nå ikke ,sagde snebold ,jamen så hop dog

 

Albert strakte sine lange bagben helt ud for at gøre dem parat  til hoppet

kaninerne gispede og Snebold sagde imponeret

det var ellers nogle flotte bagben

prøv dem så

ja ,ja, mumlede Albert

han var rigtig tilfreds  med at kaninerne beundrede hans bagben, men han tvivlede stadig på ,at de kunne bruges.

så foldede han dem sammen og stødte dem imod gulvet.

så nu skulle det være.

og så

han hoppede, ja, han fløj næsten gennem luften, langt hen over hovedet på de små kaniner  ,fløj han .

han landede faktisk helt henne i den anden ende af terrassen og på benene ,ikke på maven

Albert var helt  svimmel af lykke

han kunne jo hoppe og bedre end kaninerne

han kunne .

han vendte om og hoppede tilbage , men han var nok blevet for ivrig  ,for hans spring tog en forkert retning og han landede på ryggen af Ninus , som forskrækket spjættede ud,

 

så blev Albert  puffet væk og han endte på ryggen midt på terrassen og sandelig om han ikke også tissede en lille tår

øv

Albert rejste sig og rystede sig så savsmuldet og kaninprutter fløj til alle sider

Undskyld, mumlede han bedrøvet

jeg sigtede bare forkert

ja, det må du nok sige, at du gjorde ,sagde snebold, men du skal nok bare øve dig noget mere

for det er altså nogle flotte hop ,du laver

jeg har aldrig set noget lignende

du er så lille og du hopper meget højere end os

er det rigtigt ,sagde Albert ,,,,

han var både stolt og smigret

ja, jeg skal nok bare øve mig

snebold nikkede

nemlig, sagde han, det skal du bare

du skulle tage og blive heroppe og lege med os

jo tak ,sagde Albert mens han skævede ned fra terrassen til tusindstråleskoven, men jeg skal vist hjem

 jeg har en vigtig aftale dernede

kaninerne virrede med deres store hoveder

en vigtig aftale

hvad er det for noget?

det er

Albert tænkte sig om et øjeblik, så sagde han ,det er, når der er en, som man skal møde

Nå, sådan, kaninerne mimrede glade med deres små snuder 'lige som, når Lisbet kommer med mad til os

det er vigtigt.

Albert standsede midt i forspringet til et kæmpehop

han troede altså ikke ,at han havde hørt rigtigt

var der nogen ,der kom med maden til kaninerne

hvem var  det ,der gjorde den slags

en stor kanin måske ?

Men nu rumsterede det henne ved døren til terrassen og ud kom et kæmpe menneske

Albert flygtede forskrækket hen i det fjerneste hjørne af terrassen

det var godt, at han havde lært at hoppe

for det fik han brug for nu

hop hop, og så var han der

men de små kaniner var vist slet ikke bange for det store menneske

de hoppede rundt omkring hende

og hvad var det?

hun delte mad ud til dem

Albert var forbavset

han havde ellers hørt, lige fra han var lille haletudse ,at mennesker skulle man holde sig fra

mennesket her virkede slet ikke spor farligt

hun delte mad ud til kaninerne og hun kælede dem endda

ja, nogle af dem samle,de hun ligefrem op og kælede dem

og de så ud som om, de godt kunne lide det

Alfred undrede sig over det, han så, men han var nu ikke modig nok til selv at prøve

lige der hvor han sad i sin krog af terrassen , var der et lillebitte hul i hegnet

lige netop stort nok til at en lille frø kunne komme igennem

Albert pressede sig forsigtigt igennem hullet og et øjeblik efter stod han i tusindstråleskoven

Ah, hjemme igen

de store blade nåede op over hovedet på Albert og slimsporene fra de røde snegle krydsede hinanden og viste i alle retninger

her var køligt  og fugtigt lige som en lille frø som Albert kunne lide det

og nu kunne han hoppe

Albert satte i et kæmpehop

hov

hoppet var så højt, at hans lille krop blev løftet højt op over de grønne blade i tusindstråleskoven

og så dumpede han ned et helt fremmed sted

Albert hoppede og hoppede

dette her var livet

hver gang han landede ,var han et nyt og spændende sted

ikke noget med at lande på maven i sneglens slimspor mere

næh nej.

han landede hver gang sikkert på sine lange bagben

Albert strakte  dem og så beundrende på dem

flotte ben ,han havde

og lange

hvor var han glad og tilfreds

nu ville pigefrøerne nok gerne være sammen med ham

flotte fyr ,mumlede tilfreds og satte af i endnu et

kæmpehop

men denne gang blev hoppet for langt

og Albert landede udenfor tusindstråleskovens område

I bunden af Lisbets have stod grundvandet i denne våde sommer meget højt

Albert landede  ikke lige så flot og lækkert ,som han havde gjort de andre gange ,for han landede med et vældigt pjask i det koldeste vand

 

øv ,det så ikke særlig elegant ud, men egentlig da han havde vænnet sig til det kolde vand, så var det egentlig temmelig fedt at flyde rundt i det

Albert prøvede forsigtigt at sparke med de lange bagben og nu opdagede han til sin forbløffelse, at  dette her kunne han også.

han kunne svømme

han kunne vist alting i dag

Albert var meget tilfreds med sig selv

han opdagede hele tiden noget nyt, som han kunne

han kunne både hoppe og svømme i dag

to ting på samme dag

Albert svømmede tilfreds rundt i det is-kolde vand

han frøs slet ikke, men han blev langsommere og langsommere i sine bevægelser

nu er det sådan ,at frøer ikke har varme i deres krop ligesom du har

de har nærmest den temperatur som vejret eller vandet har

og da Albert havde svømmet længe i  det kolde vand ,så kom han jo slet ikke til at fryse, men han blev jo koldere og koldere i sin krop

og langsommere blev han også

til sidst gik han helt i stå

han sov vist med åbne øjne

hans lange svømmeben var strakt ud til siden, men Albert sov .

det var ikke så godt

nu lå han der lige midt i vandet og oppe i luften svævede en stor fiskehejre rundt og rundt

den boede i søerne ikke langt fra Lisbets have og nu var den på udkik efter frokostmad

og så fik den øje på Albert ,som jo bare flød rundt omkring

lidt forbavset blev den jo nok, for den plejede ikke at finde frøer i Lisbets have i vandpytterne

frøerne gemte sig jo altid i tusindstråleskoven ,når den kom forbi.

men denne her frø den lå nærmest frit fremme lige parat til at spise  til frokost for en sulten fiskehejre

fiskehejren dykkede forsigtigt ned  for at se nærmere på sagen

jo, ganske rigtigt

det var en frø ,som lå lige der midt i vandpytten

den rørte ganske lidt på det ene bagben ellers var der ikke  meget liv i den

mon den var syg?

fiskehejren brød sig ikke om at få ondt i maven af at spise  en syg frø ,så den landede i tusindstråleskoven og spadserede derfra på sine lange ben nærmere og nærmere til vandpytten, hvor Albert lå og sov.

De små kaniner på terrassen havde jo bemærket den store fiskehejre, da den kom flyvende og landede i Lisbets have og nu stimlede de forskrækket sammen ved lågen og kikkede ned i haven

den er ude efter Albert, gispede en sort kanin

den vil spise ham

åh nej, jamrede snebold

Den væmmelige fyr

vi må da gøre noget

hvad vil du gøre, spurgte den sorte kanin

vi er lukket inde heroppe

vi kan ikke hjælpe Albert

jo ,vi kan ,sagde snebold og hun bed i snoren ,som holdt lågen lukket.

 

kom her og bid snoren over, vi må ned i haven og hjælpe Albert

jamen ,vi må da ikke gå derned alene, sagde en lillebitte lysebrun kanin.

Lisbet har jo sat snoren på, fordi vi ikke må løbe rundt i haven alene

vrøvl ,sagde den sorte kanin

kom nu bare her og brug dine tænder

vi skal hjælpe Albert

hvis du er bange  for at gå derned ,så kan du jo bare blive her men hjælp os nu med snoren

fiskehejren var nu frygtelig nær ved Albert og kaninerne gnavede og gnavede, det bedste de kunne med deres skarpe fortænder

kom så, kom nu, mumlede snebold med munden fuld af snor

kom nu

endelig var snoren gnavet over og lågen gik op

det var da også i allersidste øjeblik ,for fiskehejren stod allerede med benene i vand  og næbbet åbent parat til at snuppe Albert  og sluge ham i en mundfuld

men nu kom alle de små kaniner stormende

væk, væk med dig, råbte de ,væk med dig fra vores ven

snebold stampede i vandpytten, så vandet sprøjtede til alle sider

fiskehejren blev forskrækket

over at møde så mange kaniner på en gang

den spredte de store vinger ud og flygtede og snart var den bare en lille prik mod den skyede himmel

hurra, råbte snebold, det lykkedes

den sorte kanin fiskede den sovende Albert op af vandet og så bekymret på ham

jamen, hvad er der egentlig i vejen med ham

hvorfor springer han ikke sin vej, når fiskehejren kommer

er han død eller hvad

snebold puffede til Albert

uh ,hvor er han kold, sagde hun

vi flytter ham, lige ud i solen

kom her

alle de små kaniner masede med Albert, som bare lå der helt våd og slatten

men det er svært at flytte en våd og slatten frø, som hele tiden glider væk

så læg jer rundt om ham, kommanderede  den sorte kanin,

vores pels og vores varme skal hjælpe ham

alle de små kaniner klumpede sig nu sammen omkring den kolde albert og kort tid efter begyndte varmen at vende tilbage i hans  lille krop og han rørte på sig

pas på ,råbte en lille grå kanin

pas på

han sparker

og sandelig om ikke Alberts ene ben helt af sig selv begyndte at sparke

spark ,spark ,sagde det

hvorfor gør han det ,sagde snebold

er han død med et  ben der sparker eller hvad

han er levende ,sagde den sorte, han fryser bare

kom nu og varm ham mere

kaninerne klumpede sig sammen rundt om og ovenpå Albert

og så lå de bare helt stille der i solen

og varmen vendte ganske rigtigt tilbage i albert

han sparkede med benene og prustede´

I maser mig jo

flyt jer dog

jamen, vi varmer dig, sagde snebold ,vi varmer dig bare

er du ikke død mere?

hvaffor noget sludder, prustede Albert

jeg er ikke spor død

så flyt jer dog

kaninerne flyttede sig en smule, så de kunne se Albert

går det bedre nu, spurgte den sorte

hvad skete der dog ,du var lige ved at blive spist af fiskehejren.

hvad for en hejre, vrissede Albert, kan I ikke bare lade mig være i fred

der var nu en fiskehejre ,sagde snebold bestemt ,den  var lige ved at spise dig og du lå bare i vandet og var helt død og så bed vi snoren over og løb ned og gjorde den bange og så fløj den sin vej  og så tog vi dig op af vandet og varmede dig levende igen

Albert så forskrækket rundt i kredsen af de små kaniner

deres små snuder vrikkede fra side til side og de så glade ud

har du det så bedre nu ,spurgte den lille grå

vi troede næsten ,at du var død ,fordi du lå helt stille ude i vandet

vandet

Albert rynkede panden

jeg kan slet ikke huske det ,jo vent nu lidt, jeg hoppede og så faldt jeg i vandet og så kan jeg ikke huske mere

jamen ,så har I jo reddet mit liv

den sorte kanin hostede genert

ja ,det har vi vist, sagde den, men nu er det jo overstået og så må vi hellere skynde os op på terrassen inden  at Lisbet opdager ,at vi har været i haven alene

tak skal I have ,råbte Albert efter dem , men de små kaniner hørte det vist slet ikke, for Lisbet stod på terrassen med en stor madskål og hun så forskrækket ned i haven ,hvorfra kaninerne kom løbende

hvad laver I dog dernede ,sagde hun

det er farligt at løbe rundt dernede  ,der kunne jo komme en stor hund eller kat og bide jer

hvordan  er det dog gået til ,at I er kommet derned

nu fik hun øje på snoren ,som kaninerne havde bidt i stykker.

den hang stadig på lågen og dinglede i blæsten

nå sådan, sagde hun ,små kaniner har skarpe tænder

det må jeg sige .

så kommer der en jernkæde på ,den kan. I ikke bide over, kan I så komme og få mad

uhm, mad

de små kaniner myldrede op til Lisbet og snart var de allesammen samler rundt om madskålen

det vil sige -----der manglede nu en

den lille grå var blevet nede i haven sammen med Albert

og Lisbet opdagede det ikke en gang

de små kaniner var jo mange ( mindst 10) og lige nu stod de tæt omkring madskålen og guffede brød i sig

det var først ,da alle var blevet mætte ,at snebold pludselig sagde:

åh nej

hvor er lille grå

er han stadig nede hos Albert

 

og ganske rigtigt

lille grå var stadig nede i haven,men han var ikke sammen med Albert---

for han var nemlig gået forkert  og var faret vild inde i tusindstråleskoven

lige nu sad han bare ganske stille og peb

hjælp mig, hjælp mig, jeg kan ikke finde hjem

hjælp ,hjælp,

hvad hyler du dog sådan for, sagde en stor rotte,  som netop kom forbi

den forsøgte at være venlig ,så den smilede , men så kom netop dens store gule tænder frem og lille grå blev for alvor bange

hjælp ,skreg han, hjælp, der er et fremmed dyr  med store tænder

hjælp ,hjælp,

tag det lige roligt, sagde rotten surt,  jeg gør dig jo ikke noget ---- ikke endnu ,tilføjede den og så smilede den lumsk

 

og hvad laver sådan en lille en som dig hernede i tusindstråleskoven ,helt alene

lille grå var så bange, at han rystede over hele sin lille krop

hans små poter flyttede sig helt af sig selv op til dens lille runde snude, hvor de kløede ham på næsen

sådan gør kaniner nemlig, når de bliver bange

rotten kom nærmere og nærmere  ,den havde nogle grimme sorte hår ,der strittede ud i luften fra den sorte snude og en lang væmmelig hale,  som den viftede ophidset med

lille ven ,sagde den  tilfreds ,jeg tror lige, at jeg tager og æder dig .

hvad vil du sige til det

lille grå hakkede tænder ,så bange var han, at han næsten ikke kunne trække vejret .

lad være med det, stammede han

åh ,lad mig være

jeg har ikke gjort dig noget

næh, grinede rotten ,det har du ikke, men nu gør jeg dig noget .

for nu æder jeg dig

lille grå holdt de små poter op foran øjnene   og forsøgte at tænke på sin mor og den varme pelsforede rede,  han havde ligget i, da han var lille .

så lød der et vældigt klask og lille grå fik et puf, så han trillede omkuld.

klask ,klask ,lød det og så var rotten væk

tilbage sad en lille grå kanin med poterne foran øjnene og en meget tilfreds Albert frø

sådan ,sagde han

det var det, men hvordan gjorde du det, spurgte lille grå

rotten ville jo æde mig

ja, det vil den altså ikke mere ,sagde Albert tilfreds

nu skal vi bare have dig bragt hjem ,så er alting lige som det skal være.

kom så ,det er lige deroppe

de to venner kravlede længe i tavshed, så sagde lille grå,

hvorfor blev den der rotte så bange for dig

du er da ikke særlig stor

næh ,sagde Albert tilfreds ,men jeg er mægtig klog

jeg sagde bare til den ,hvis du rører min ven ,så kysser jeg dig og så bliver du til en frø

så løb han sin vej

rotter mener nu engang ,at det bedste man kan være, det er en rotte .

jeg mener nu noget helt andet

jamen, er det rigtigt, bliver man virkelig til en frø ,hvis du kysser.

næh ,sagde Albert fornøjet, det passer ikke ,men der er nogen der siger ,at hvis man kysser en frø  ,så bliver man til en prins.

det vil jeg da gerne være ,sagde lille grå begejstret og så spidsede han mulen for at Albert skulle kysse ham

hold dog op, sagde Alfred, jeg er en ganske almindelig frø

jeg kan ikke kysse dig til en prins ,det er bare noget man siger ,men jeg følger dig hjem.

kom så

der fra hvor de sad midt i tusindstråleskoven kunne Albert ikke se andet  end de store grønne blade ,men han havde jo besøgt kaninerne på terrassen før ,så han havde en fornemmelse af ,at hvis han fulgte den store snegls slimspor, så ville de ende oppe ved lågen

kom så ,det er denne vej ,sagde han og lille grå fulgte med,

 

men Albert troede bare forkert

der var jo mere end en snegl i tusindstråleskoven og der var mange slimspor

sporet som de to venner lige nu fulgte, førte dem i en helt anden retning.

nemlig i retning af hønsegården

der var altid noget at æde for en sulten snegl.

  Korn, gammel salat og æbleskrog

sneglene elskede æbleskrog,  så derfor var der mange slimspor, der førte til hønsegården, men der var ingen, der førte derfra .

for i hønsegården sammen med hønsene boede to store blåsorte moskusænder og de elskede at spise slimede snegle  til morgenmad ,så hver gang en sulten snegl gled ind i hønsegården for at få sig en bid af et gammelt æble  eller lidt af et salatblad ,så smask endte de i maven på ænderne ,som elskede den slimede fornemmelse af en rød snegl ,der gled ned gennem halsen på den .

og det var til hønsegården de to venner nu gik

Albert troede ,at han gik i den rigtige retning og lille grå--ja han fulgte bare med, han var jo kun en baby endnu og han var forresten heller ikke særlig klog

han fulgte bare med ,mens han sang en lille sang  for sig selv  og han smagte på lidt af det grønne, de kom forbi

pludselig stoppede slimsporet og Albert bumpede lige ind i nettet ,der var rundt om hønsegården

hvad er nu det, mumlede han forbavset

det er jo ikke kaniner, det er høns

hvor kommer de fra ,de var der da ikke før

grå gumlede på et gammelt æbleskrog

han tænkte på ingenting og så hoppede han ind gennem et lille hul i nettet og ind til hønsene

hvad er det dog ,du gør, hvinede Albert forskrækket

kom ud igen og det skal være hurtigt

dette her er høns ,kom dog ud, de hakker dig ihjel

lille grå hørte slet ikke efter

han hoppede ubekymret rundt mellem hønsene og spiste af deres mad

hønsene gokkede fornærmet til alle sider og den store sorte høne med de røde prikkede fjer nærmede sig forsigtigt med hovedet på siden

gok ,sagde den uvenligt

hvem er du og hvor kommer du fra

jeg er en kaninunge og jeg hedder lille grå ,sagde kaninungen lige så høfligt

jeg er sammen med Albert frø ,han sidder derude ,sagde han og pegede, men vi er vist gået den forkerte vej, for Albert ville vise mig vejen op til de andre kaniner på terrassen.

 Gok, sagde den sorte høne med de røde prikker

så rystede den sig, så en af de sorte fjer faldt ned på ryggen af lille grå

tak ,sagde lille grå glad, nu kan jeg lege, at jeg er et hønsebarn

skal jeg så sige gok?

den store sorte høne lagde hovedet på den anden side og gloede vredt på lille grå

hvorfor siger du det, sagde den så

hvorfor siger du ,at du er et hønsebarn

du er da en kanin, det sagde du selv lige før,

 ja, ja ,sagde lille grå, men jeg fik jo en af dine fjer på ryggen og så leger jeg ,at jeg er et hønsebarn

nåhr ,sagde den sorte høne  ,men den forstod stadig ingenting

jamen ,så siger vi, at du er ligesom mig, men hvor er ham du var sammen med

var det Anders han hed

nej ALBERT rettede lille grå, han hedder ALBERT og han er en frø.

det ved jeg ikke, hvad er, sagde den sorte høne

hvad er en frø

kan han spises

nej ,nej, sagde lille grå hurtigt

det kan han bestemt ikke,  så får du ondt i maven

ja ,og i fjerene

hvis du spiser ham

Albert er min allerbedste ven

han er en frø og han kan ikke spises

nåh, sagde den sorte høne  og så hakkede den rigtig væmmeligt efter lille grå

du må jo være  dum, sagde lille grå ,lad dog være med det og så smuttede han ud gennem hullet i hegnet

jeg skal ikke spises eller hakkes og det skal Albert heller ikke

den store sorte høne løb frem og tilbage  bag hegnet og prøvede at finde hullet ,som lille grå var smuttet ud af,  men enten var den for stor eller også var hullet for lille , for hun kunne ikke finde det.

hun skrabede rasende med fødderne med de skarpe kløer, men det hjalp jo ingenting, så gav hun op  og lod som om hun havde glemt det hele

Albert og den lille grå sad tæt sammen og så på hønen inde bag hegnet

Øv, sagde Albert ,jeg vidste ikke, at høns kunne være så væmmelige

der skal vi ikke ind igen

det var nu altså kun mig, der var derinde ,sagde lille grå, men du har helt ret

der vil jeg ikke ind igen

nu listede de to venner afsted

hønen havde glemt dem, den spankulerede  fredeligt omkring og hakkede  lidt hø op fra jorden

men de to venner havde ikke glemt hønen

jeg er lige så jeg ryster, sagde Albert

tænk ,hvis den havde hakket dig

jamen, det gjorde den jo ikke, sagde lille grå, så glem det  nu bare

nu er det jo overstået

se lige her ,hvad jeg har fået øje på

Albert så op og der lige for næsen af dem var den røde trappe der førte op til terrassen

de havde været så tæt på det rigtige sted uden at vide det

jeg smutter nu ,sagde lille grå

tak for hjælpen ,Albert

vi ses

Albert løftede det ene forben til hilsen og så efter grå der masede sig ind mellem tremmerne på lågen

der var et mylder af glade små kaniner ,

som hilste lille grå velkommen og han fik travlt med at fortælle hvad han havde oplevet

da han nåede til at fortælle om mødet med den store sorte høne blev der helt stille

nej ,at du turde være så fræk ,sagde snebold, den kunne jo have hakket øjnene ud på dig

ja ja, men det gjorde den jo ikke ,sagde lille grå ubekymret

for jeg løb min vej  og Albert var der jo også

han så sig om efter Albert

men Albert var blevet i Tusindstråleskoven

Det havde været en dag ,hvor der var sket en masse ting og han havde ligesom brug for at tænke sig om

han var så træt ,så træt

Nu kravlede han sammen under et stort grønt blad og faldt i søvn

han drømte urolige drømme om kaniner, fiskehejrer  og høns og ikke mindst lille grå

da han endelig vågnede ,var det ved at blive mørkt  og Tusindstråleskoven myldrede af liv

Dræbersneglene gled stille rundt og spiste alt, hvad de fandt på deres vej

de efterlod deres brede slimspor , mens de ledte efter rådne plantedele  og døde smådyr

de sorte skarnbasser løb hurtigt forbi på deres  lange ben ,

de ledte efter et godt sted at anbringe deres æg

og oppe i luften over Tusindstråleskoven svævede en kæmpesværm af mitter.

Bitte små hun-myg ,som bare ventede på, at der skulle komme et dyr eller et menneske  forbi ,som de kunne suge blod af .

Lisbet tog hat på ,når hun gik i haven ,fordi- som hun sagde- jeg skal ikke være middagsmad for mitter.

De var så små ,at de kunne flyve ind i håret på hende og stikke hende i hovedbunden  og det gjorde ondt.

Så Lisbet tog hat på

Lige nu var der ingen i nærheden, som mitterne kunne stikke, så de sværmede uroligt og søgende hen over Tusindstråleskoven

Væk, sagde Albert, væk

mit blod er koldt ,så mig skal I ikke stikke

mitternes sværm svævede nærmere til den nye kaninstald,  men døren derind til  var lukket ,så de kunne ikke komme ind.

De voksne kaniner som boede derinde nu ,anede jo ikke, at mitterne var lige udenfor  døren.

Havde de vidst det, så havde de nok ikke taget det så roligt.

De gumlede bare hø og hyggede sig i deres lune bure

De havde boet udendørs hele sommeren og nu nød de at være i den nye kaninstald , hvor de ikke blev generet af regn og blæst

Lisbet sagde også ,at

det var nemmere for hende at fodre, fordi gangen var lige tilpas bred nok til hendes kørestol.

Lisbet skulle have et nyt knæ meget snart

og det gamle gjorde så ondt  ,så ondt, derfor havde hun stole med hjul under alle vegne ,så hun kunne sidde ned.

I den nye kaninstald  var der lagt gulv, så her kunne hun sagtens passe sine dyr uden at det gjorde alt for ondt.

Mens mitterne prøvede at komme ind i kaninstalden, havde musvitterne opdaget den store sværm.

Musvitten havde store unger et sted i haven  og for hende var mitterne et stort spisekammer

Det var bare at åbne næbbet og flyve lige ind i sværmen, så fik man munden fuld af  mad .

De var så små, at en  enkelt ikke fyldte ret meget, men på den måde blev mitterne til store mundfulde og til dejlig mad

musvitten fløj og fløj.

På terrassen stimlede kaninerne sammen i halvmørket  og kikkede derned.

hvad laver den fugl dog? sagde sorte

jeg tror ,at den fanger fluer, sagde snebold, små fluer, som vi ikke kan se heroppefra .

Nu kom Lisbet ud

hun havde hatten i hånden

av, sagde hun ,av, og så tog hun hatten på og hev den godt ned om ørerne

hvorfor siger hun av, spurgte snebold,  hvad er det nu ,der gør ondt og hvorfor tager hun hatten på?

Nu havde mittesværmen flyttet sig så meget, at luften over kaninerne  var helt prikket af de små dyr

kaninerne hoppede rundt for at slippe for de små stikkende myg , men der var hele tiden en mitte, der var parat

hop, hop ,det var meget ubehageligt.

 Nu kom naboens store schæfferhund løbende forbi ude på gaden

Den gøede, fordi den kunne se, at kaninerne hoppede og den vidste jo ikke om de måtte det  og det var jo dumt,  for nu flyttede mittesværmen sig ned over hunden og dens ejer

av ,lød det dernede fra , av, av

ah, nu kunne kaninerne slappe lidt af og musvitten holdt en pause.

Den var også helt forpustet af alt det flyveri

schæfferhunden hoppede nu lige så fjollet rundt som kaninerne havde gjort lige før

Den smækkede rasende de store kæber sammen i luften efter de små stikkende dyr,  men der var tusindevis af dem og det kunne selv en schæfferhund ikke klare.

Mitterne sværmede og stak

Hunden gøede og dens ejer, som hed Linda, råbte efter den, Vvil du så holde op med det spektakel ,råbte hun

hun havde endnu ikke opdaget ,at det var små myg som stak, og hun kunne ikke begribe ,hvorfor hunden pludselig opførte sig så fjollet

Simba ,hold så op.

Men Simba hoppede bare videre

de små mitter

   borede sig ind i dens tykke pels og stak ham alle vegne.

nu satte Simba i løb væk fra mitterne

han løb ned ad vejen  lige så hurtigt han  kunne og Linda løb efter ham med hundesnoren i hånden

Simba Simba

råbte hun

kom så her

du må ikke løbe fra mig

nu kom Henrik ud fra sin have

han boede i det grå hus længere nede ad vejen

han så strengt på Linda ,som kom løbende og så sagde han:

ved du ikke ,at din  hund skal have snor på her, når du går tur med den .

Linda svarede ikke

hun løb bare videre efter Simba og Henrik rystede på hovedet, mens han så efter hende

Der er altid noget i vejen med hende eller hunden ,sagde han til sig selv .

Nu havde mittesværmen flyttet sig så meget at de små myg kunne lugte Henriks varme blod

de sværmede omkring ham og stak ham alle vegne

nu fik han andet at tænke på end Linda og hendes hund, der ikke havde snor på.

han hoppede og sprang det bedste han kunne men mitterne stak ham nu alligevel

 av ,av ,jamrede han .

han skyndte sig ind i sit hus og smækkede  døren efter sig,  men en del af mitterne fulgte med ind - så længe efter kunne man høre Henrik råbe av og klask,klask, klask, mens han forsøgte at ramme de små dyr med fluefangeren.

glemt var Linda og Simba,som nu kunne fortsætte deres tur,  uden stikkende mitter

Simba kom pænt hen til Linda og nu fik han snoren på, så de kunne følges ad.

han fik faktisk en del skældud ,men han kunne jo ikke forklare ,hvorfor han var stukket af.

derfor hang han trist med halen og han så på Linda med sine store brune hundeøjne lige som om han ville sige:

jamen, jamen,

 det var bare fordi Linda forstod ingenting

hun var vred på Simba og gal på Henrik

øv øv, det blev ikke den rare og hyggelige tur, som hun havde glædet sig til .

 

-----------------------------------------------

 

men nu var Albert vågen

lysvågen

og sulten

han havde sovet godt under bladene i Tusindstråleskoven og   nu var han lige parat til narrestreger

han rakte og strakte  sine lange ben og gabede, mens han tænkte på ,hvad han skulle finde på

mad, sagde han så for sig selv

mad, jeg er kanonsulten

han hoppede lidt rundt under bladene ,mens han overvejede ,hvad han ville spise

billerne kravlede så væmmeligt i munden ,det havde han ikke lyst til lige nu .

regnormene var fulde af  jord og de smagte forresten også af jord.

fluerne var svære at fange .

det skulle være en nem og hurtig morgenmad

 Albert så sig undersøgende omkring

Aha,der var han heldig

lige foran ham kravlede en lille mariehøne henover sneglens slimspor

dens små ben gled rundt i slimen ,den løb ingen steder .Albert slikkede sig om munden

sådan en havde han prøvet at spise før

de smagte udmærket

de knasede så sjovt og de smagte sødt

den skulle være morgenmad

da mariehønen så Albert nærme sig, masede den endnu mere for at komme fri af snegleslimen .

lad mig være, sagde den forpustet.

gå din vej .

jeg skal ikke være din morgenmad og jeg snager forresten også rigtig grimt.

og hvorfor gør du så det ,spurgte Albert ,mens han kom endnu nærmere .

fordi ,sagde mariehønen .

den arbejdede som en rasende for at komme fri, så standsede den pludselig og smilede fornøjet

du skal ikke spise mig, sagde den så

jeg er  fuld af snegle slim  og det får du så i munden  og på benene hvis du spiser mig

Albert  standsede op

bvadrr sagde han så

snegleslim er det værste, jeg ved

det tænkte jeg jo nok sagde mariehønen fornøjet

hvorfor spiser du ikke hindbær i stedet for ?

det voksen en masse af dem i udkanten af  tusindstråleskoven.

hindbær

'Albert var straks med

var der nogen der elskede hindbær så var det ham

hvor

sagde han ivrigt og mariehønen pegede med et slimet ben i retning af hindbærrene

derovr, der er masser skynd dig dog.

og det var lige hvad

Albert gjorde .

sig,så han helt glemte at tænke .

 

Albert dog

tror du, at du er den eneste i Tusindstråleskoven, som spiser hindbær

og sikken en fest

da Albert nåede frem, var der mindst 20 slimede snegle og mindst 10 frøer på størrelse med ham selv ,der guffede hindbær

 

davs, sagde en frø ,der var en smule mørkere i skindet end Albert

velkommen til hindbærland

bare tag for dig, der er nok til os allesammen

jamen alle de snegle, sagde Albert

og skævede til en stor rød slimet snegl, der netop gled forbi

sneglene!

sagde den mørke frø

det er ikke  noget problem

jeg har sagt til dem, at de kan spise alt hvad der falder på jorden .

de tror, at det er mig der bestemmer og så bli'r de dernede .

alle de gode hindbær, de er til os .

he, he ,

jeg hedder forresten Tom, hvad hedder du?

jeg hedder Albert  og så tilføjede han, og jeg kan hoppe

det kan da alle frøer, sagde tom

   det er noget, der kommer af sig selv

kan du andet ?

Albert tav

det var ikke faldet ham ind,  at det at hoppe, var noget der bare kom af sig selv kan alle frøer virkelig hoppe spurgte Albert og så sig omkring

og ganske rigtigt

alle de små frøer hoppede rundt mens de snakkede og guffede hindbær

Albert havde fået noget at tænke over

kom det bare af sig selv, det der hopperi.

han havde jo hele tiden bildt sig ind, at han havde lært det af kaninerne

du,Tom, sagde han,

tom nikkede

han havde munden fuld af de røde hindbær og han var helt klistret på sin brune krop

ja , sagde han, ja ja,ville du noget ?

næh, egentlig ikke ,sagde Albert, jeg undrede mig bare over ,at hindbær kan smage så godt

du snakker for meget, sagde tom ,spis dog bare i stedet for ,ellers kommer der bare nogen og spiser dine bær.

Albert nikkede og rakte ud efter et særlig stort hindbær,

men i det samme fik han et ordentligt dask over munden.

gå så væk fra det bær, snerrede en pigestemme og Albert så forbløffet ind i øjnene på en lille frøpige

gå væk ,gentog stemmen ,skal sådan en tage mine hindbær.

Hov, hov, sagde Albert forbløffet

jeg må vel også være her

ikke

hvis du  tager mine hindbær, vrissede frøpigen.

Det er dog utroligt, hvad man skal finde  sig i.

Bevares, sagde Albert forbløffet

du må da godt få det, men det var altså mig, der så det først .

frøpigen svarede ikke .

hun plukkede bare bærret og gumlede løs på det ,mens hun så på Albert med sine store sorte øjne.

Albert følte sig varm og underlig tilpas indeni .

måske han var ved at blive syg

sådan havde han da aldrig haft det før

han følte sig varm  og kold

det var lige som om han rystede og frøpigen foran ham havde lige som en slags lys omkring sig.

lige meget ,om hun råbte

det måtte bestemt være en farlig sygdom.

hun var nu forresten pæn ,den der frøpige .

selv om hun var gal eller skrap- og selv om hun tyggede på hans  hindbær lige nu

Albert plukkede et andet hindbær - men nu havde han mistet appetitten '

han måtte bestemt være ved at blive syg

vil du ikke også have dette her ,sagde han til frøpigen og han skubbede hindbærret over til hende-jeg kan alligevel ikke spise det

frøpigen snuppede bærret fra ham uden et ord og begyndte at spise af det

Albert kikkede bare på hende

han syntes da aldrig, at han før havde set en frøpige, der var så smuk.

selv om hun lige nu var helt klistret til af hindbærsaft,så var det tydeligt for Albert,at hun havde den smukkeste frøhud ,han nogensinde havde set -og de smukkeste øjne og så bare måden ,hun spiste hindbær på.

jamen ,alting ved den her frøpige var bare smukkere end alt ,hvad Albert nogen sinde havde set .

hvad glor du på ,sagde frøpigen pludseligt og hun holdt op med at spise.

hvad glor du på ,se den anden vej.

øh ja , Albert ønskede ,at han kunne finde på noget flot at svare ,men det blev bare til ,øh ja,  hvad skal man sige til  en pige

Albert havde faktisk aldrig rigtig talt med en pige før og han syntes ,at hun var vildt underlig.

han kravlede ind under nogle buske

derfra kunne han sidde og kikke på hende-glo- havde hun sagt-uden at hun lagde mærke til det

måtte man da ikke kikke på piger

blev de så gale

der var meget at spekulere på for en lille frø ,som aldrig havde kendt en pige før .

 

nå, sidder du ligefrem her og gemmer dig ,sagde tom,

han kravlede ind og satte sig ved siden af Albert

nå, det er Marie ,du kikker på

ja, hun er en sjov pige, men hun bliver bare så hurtigt gal, men det har du vist fundet ud af .

Albert nikkede

ja ,hun skælder ud ,hun sagde ,at jeg gloede på hende - det gjorde jeg vist også ,for jeg har aldrig set sådan en sød pige før,men hun kan vist ikke lide mig ,sagde han og nu så han helt bedrøvet ud.

tom rystede på hovedet.

ved du hvad ,lille Albert ,sagde han

jeg tror, at du er forelsket.

Forelsket?

Albert så forskrækket på Tom  ,hvis det er at være forelsket ,så vil jeg ikke være det.

Nej, nej ,sagde tom, så siger vi det ,men det tror jeg nu ,at du er .

så snakker vi ikke mere om det, sagde Albert bestemt

jeg er ikke spor forelsket

for det vil jeg ikke være

basta

ja ja ,sagde Tom ,så  snakker vi ikke mere om det

nu var det ved at blive mørkt og de to venner så sig om efter et sted at sove

egentlig kunne de sagtens sove under hindbærbuskene  ,hvor de sad, men det ville næsten være ,som hvis du lagde dig til at sove midt på spisebordet

de to venner tog et par lange spring og sad lidt efter i den store bunke blade ,der var blæst sammen under en nøddebusk.

Albert strakte sig og gabede

her er godt ,sagde han

nu vil jeg sove og være frisk--------

mere fik han ikke sagt, for nu lød der en raslen i bladene og Maries lille hoved dukkede frem fra bladdyngen.

og hvad tror du så ,du har gang i ,hvinede hun rasende

aldrig har man lagt sig til at sove ,før sådan en bisse kommer masende og lægger sig ovenpå en

du skulle skamme dig , skulle du

sådan en -----

Marie standsede op helt forpustet

først nu så hun rigtigt på Albert

Albert var egentlig en ganske pæn lille frø, men lige nu var han  så forskrækket over Maries råberi ,at han bare stod og rystede

Undskyld, stammede han ,undskyld

det var altså ikke med vilje ,jeg vidste slet ikke, at du som her

på æresord altså

Marie  børstede fornærmet jord og blade af sig og kravlede væk

Albert så bedrøvet efter hende

nu var hun sur på ham igen og det var virkelig ikke med vilje ,

han kunne jo ikke vide at hun lå der og sov.

glem det nu bare,sagde tom og han puffede bladene fast omkring sin krop

glem det,tøser er mærkelige, det skal du ikke tage dig af ,

sådan er de bare ,jeg husker en gang da ,zzzzzzzzzzzz og så sov han .

 

Albert lå længe vågen,han kunne ikke falde i søvn

han tænkte hele tiden på Marie .

han var ked af at hun var så vred på ham .

han var virkelig ganske  uskyldig i det, der var sket ,men hun var nu en dejlig -og smuk frøpige

endelig sov han ,men selv i drømmen var det Marie, han så for sig .

hun råbte : hvad glor du på

dumme frø

pas dig selv

Albert sukkede i drømme og han vendte sig om på siden

derved kom han til at ligge tæt op ad tom ,som snorkede højt.

i Alberts drømme  havde Marie smilet til ham og Albert havde lagt sin ene arm rundt om hendes skulder.

Albert smilede i søvne og hans arm lagde sig hen over tom og kælede ham på det ene øre

 

Sådan lå de, da det blev morgen og de andre frøer dukkede op fra de steder,hvor de havde sovet.

der blev grinet meget af de to

se engang, råbte en stor grøn frødame

se de to her

de ligger og kæler

de er bøsser,

 der er da ikke noget galt i at være bøsse ,sagde en ung frø der hed Ferdinand, jeg kender flere bøsser og de er da flinke nok

ja ja, sagde den store tykke frømadam ,men det ser da sjovt ud, når to drenge ligger her og kæler ,lige her, hvor vi alle sammen kan se det .

det andre nikkede

ja, det så sjovt ud

nu vågnede Albert

han trak armen til sig og strakte sig veltilpas

godmorgen, sagde han forbavset, er der noget galt?

 han så jo alle frøerne stå rundt omkring dem

hvorfor står I her ?

hm, sagde Ferdinand ,godmorgen

sov I godt

han blinkede til de andre

jo tak svarede Albert det har vi da

han ruskede i Tom

 

 

Tom sagde han , vågn op

vi skal op nu. alle de andre er her.  det er morgen

nu vågnede tom,

godmorgen ,sagde han tilfreds ,sikken en dejlig morgen

og sikken en dejlig nat, vi har haft .

det må jeg sige,når man sover sammen med dig , så sover man godt.

den fede frøkone løftede øjnene forarget mod himlen

altså, sagde hun og så på de andre

hvad mener I?

er det ikke pinligt dette her ?

hvad har I gang i, sagde tom forbavset

hvad er pinligt?

hvad mener I?

ikke noget, sagde Ferdinand

I har da lov til at sove sammen ,hvis I har lyst til det ,

det skal vi da ikke blande os i

er I ikke bare lidt mærkelige eller hvad, sagde tom irriteret.

Så gned han forbenene mod snuden og tog et stort hop.

kommer du ,Albert ,sagde han, morgenmaden venter.

Albert nikkede og hoppede elegant et mægtigt flyvespring hen over flokken, som endnu ikke havde flyttet sig .

farvel ,sagde han, nu hopper jeg -og væk var han .

Nu fortsatte de to venner ind i Tusindstråleskoven

Albert var i bedre humør end han længe havde været og tom,

ja ,han var altid glad.

ligeglad ,plejede han at sige .

ingen kan ødelægge  mit humør ,sagde han tit .

hverken morgen, middag eller aften.

i Tusindstråleskoven var dyrene knapt nok vågnet endnu,

netop nu passerede de to venner fru korsedderkoppen ,som sad og sov i sit spind .

store dugdråber hang rundt omkring i spindet

de strålede og glimtede i den tidlige morgensol, men Albert var i sådan et morgenhumør, at han slet ikke så ,hvor smukt det var .

han blinkede til Tom

se her ,sagde han uartigt og så tog han  et fast tag i en af trådene i korsedderkoppens spind-og trak til

et øjeblik senere regnede dugdråberne ned over edderkoppen ,som forskrækket gav slip og dumpede ned i græsset .

Albert dog ,sagde tom og fnisede.

se nu, hvad du har gjort.

Godmorgen,frue

edderkoppen så rasende på dem

dumme frøer, sagde hun.

Uartige, det er, hvad I er .

at I ikke skammer jer .

jamen, det gør vi da, sagde tom ,vi skammer os.

ja ,ja ,

de to venner hoppede videre .

mødet med fru edderkoppen  havde sat dem i et rigtigt drillehumør og de så sig om efter flere, som de kunne drille .

derhenne på vejen lå den kæmpestore myretue.

den havde ligget der i flere år, og den var blevet større og større .

næste år ville den måske være så stor, at den kunne ses fra stien ,når Lisbet gik ned til kaninbo  for at fodre .

kom ,sagde tom.

nu skal vi lege

nej ,nej,

Albert protesterede

hvad vil du ?

pas på ,myrerne bider .

skidt ,sagde tom.

se lige mig.

og så satte  han uden videre i et kæmpehop og landede lige midt i det store myrebo.

Klask, sagde det

Klask,

Toms klistrede og våde krop blev helt  fuld af grannåle ,som myrerne havde slæbt sammen til deres tue.

myrerne var ikke stået op endnu ,det var vist Toms  held, for ellers havde myrerne måske bidt ham ihjel.

det går galt dette her, sagde Albert.

jeg kommer

vent lige lidt

han så sig om

mon ikke han kunne finde en pind eller en  snor ,så han kunne trække tom fri.

men der var ingenting i nærheden, der kunne bruges og den første myre var allerede vågnet og på vej op fra boet.

hov ,du der, råbte den, da den fik øje på tom ,der kæmpede for at komme fri.

hvad laver du her, det må du ikke.

 jeg vil også meget hellere væk, mumlede tom og han forsøgte at hoppe sig fri , men det fik ham bare til at klistre endnu mere fast i myreboet

brug den her ,sagde en stemme bag Albert og da han drejede rundt for at se  ,hvem der talte ,ja, så stod Marie der med et langt stykke snor.

skynd dig nu bare ,sagde hun bestemt .

inden myrerne vågner helt

smid denne her ind til ham ,så trækker vi ham fri

Albert nikkede

han var pludselig helt varm indvendig

Marie havde sagt vi

og hun var ikke spor sur  og hvad lavede hun dog lige her ?

nu kastede han Maries snor ind til tom, der stadigvæk klistrede til myretuens grannåle

her

grib

råbte Albert

vi trækker dig fri

han fik helt røde kinder, da han råbte vi

Marie og jeg trækker dig fri

tom fægtede med armene , men der skulle flere kast til ,før han fik fat i snoren .

nu var der kommet flere myrer op fra boet og en stor en var kommet faretruende nær.

skynd jer en gang til,råbte tom nervøst.

nu bliver jeg bange .

Albert kastede snoren igen og denne gang greb tom den.

jeg har den, råbte han, træk så ,men skynd jer.

nu var den store myre  så tæt på, at tom og han stod og stødte næserne sammen .

jeg skal lære dig, sagde den store myre og så m bed den tom i det ene lange springben

av, skreg tom

så hiv dog.

Albert og Marie halede alt ,hvad de kunne

men tom sad godt fast i tuen og det var ikke nemt

nu var der kommet flere myrer til og de bed tom allevegne

av ,skreg tom, av, så gå dog væk.

endelig ,svup, sagde det ,og tom fløj gennem luften væk fra myreboet og han landede lige for fødderne af Marie.

det var i sidste øjeblik ,sagde han  og kradsede sig.

tak skal I  have

hvor kommer du fra Marie ?

jeg kom bare lige forbi, sagde  Marie surt.

jeg så, da du sprang op i myretuen og så tænkte jeg:

det går da galt - og det gjorde det jo også

og se ,hvordan du nu ser ud

det er da bare grannåle ,sagde tom og børstede sig

nej ,ikke kun ,sagde Marie

du skulle se dig selv .

du er helt hævet.

hævet ,hvordan, sagde tom

Albert,er jeg vel hævet?

jo jo ,det er du faktisk ,sagde Albert bekymret, meget endda .

 hvor,sagde tom ,og kikkede ned ad sig selv.

over det hele, sagde Marie

du er hævet over det hele

du ser forfærdelig ud

og sjov

tilføjede hun

du ser ud som om der er nogen, der har pustet dig op .

det må være,fordi myrerne bed dig .

det kommer nok til at gøre ondt.

det gør det allerede ,.jamrede tom

det klør og det gør ondt.

hvad skal jeg gøre?

du skal bare vente til det holder op af sig selv ,sagde Marie og en anden gang skal du tænke dig om ,før du hopper rundt i myreboet.

jeg gør det aldrig mere ,jamrede  tom

så hjælp mig dog

det gør ondt

du kan komme mudder på ,forsøgte Albert

det hjælper måske

der er mudder lige der

han pegede på en stor mudret vandpyt lige ved siden af, hvor de stod .

stakkels tom

han satte i et kæmpehop ned i mudderpølen

han pjaskede mudder op på de to ,han svømmede og dykkede og lidt senere kom han op til overfladen '

nu var hen helt indsmurt i mudder

ah, råbte han,godt råd Albert ,det hjælper

her bliver jeg et stykke tid

jeg kommer tilbage efter dig ,sagde Albert

Marie og jeg går lige en tur imens

han havde fået helt blanke øjne af glæde, for Marie havde taget ham i hånden og stod og smilede til ham .

 

tom var allerede dykket ned i mudderet igen  og han så slet ikke de to, der bare stod der og flettede fingre .

det havde Albert aldrig prøvet før

han var jo ikke så gammel

 men Marie havde vist prøvet det før, for det lod til, at hun lige vidste ,hvordan man gør

hun flettede uden videre  sit ene forben rundt om Alberts og så gned hun sin frønæse imod hans .

Albert var helt forvirret,så glad og varm havde han aldrig været før .

han så på Marie med store blanke øjne  og stammede,

jeg synes, du er sød.

Nåh,sagde Marie ,synes du det ,jamen så er jeg vel sød.

kom nu og hun satte i med et vældigt hop ind i Tusindstråleskoven

der hoppede de to længe omkring

Marie hoppede først ,så skulle Albert finde hende , bagefter skulle Marie finde ham.

til sidst var de begge to trætte og forpustede  og de satte sig stille ved siden af hinanden under et blad i Tusindstråleskoven

der sad de længe uden at sige noget

Marie kikkede ligeud ,men der var faktisk ikke noget at se.

Albert kikkede mest på Marie og til sidst sagde han :

Marie ,skal vi to ikke være kærester.

Marie åbnede munden og slugte en flue

det kan vi da godt ,sagde hun

og tyggede på fluen,'hvad skal vi så?

Skal, sagde Albert , skal vi noget

ja ja, sagde Marie, hvis vi skal være kærester ,så skal vi bo sammen og sove sammen  og være sammen altid.

skal vi det'nårh

Albert tænkte sig lidt om, så sagde han, det kan vi da godt ,men hvor skal vi så bo og kan jeg så aldrig være sammen med tom og med kaninerne og gå en tur alene .?

jo jo , sagde Marie, men hvis man er kærester,så passer man på hinanden   og trøster hinanden ,så derfor er det bedst, hvis man bor sammen.

nårh sådan ,sagde Albert

han syntes pludseligt,at lød svært ,det der med at være  kærester .

men på den anden side ville han gerne være kæreste med Marie og være sammen med hende  og trøste hende, hvis hun blev ked af det  og det er så nok ok

 

vi skal finde et rart sted at bo ,sagde Marie bestemt, det er det vigtigste

jamen lige her er da rart,indvendte Albert ,her plejer jeg at bo

her--- ikke tale om, sagde Marie bestemt .

tror du ,at jeg vil bo  under nogle gamle grønne blade, når vi skal være kærester ,det er kun så længe man er alene, at man kan bo sådan .

Albert følte, at han havde meget at lære .

at flytte sammen var vist ikke så ligetil ,hvor så ,spurgte han

det ved jeg ikke endnu ,svarede Marie og så sig om ,men det skal være et godt sted.

der skal både være god plads og det skal se godt ud, der skal være masser af vand at svømme i i nærheden både til vores børn og til vores gæster.

børn ,sagde du børn,gispede Albert ,skal vi have  børn---hvorfor det?

det får man helt af sig selv, når men er kærester ,sagde Marie ,ved du  ikke det?

de hedder haletudser,  de kommer om foråret .

masser af dem og så svømmer de rundt i vand hele sommeren og så tilsidst  bliver de til bittesmå frøer, som hopper rundt i haven

du har da også været sådan engang .

du er ikke rigtig klog, gispede Albert,jeg skal ikke være far til en masse frøbørn.

tænk engang, hvis der kom så mange af dem, at der ikke var plads til den allesammen .

jamen sådan er det ,sagde Marie .

vil du flytte sammen og være kærester eller vil du ikke ?

 

så vil jeg ikke ,sagde Albert og hoppede væk

hov ,råbte Marie efter ham ,hvor skal du hen?

Væk, råbte Albert.

jeg vil ikke være kærester alligevel.

du er rigtig tarvelig, råbte Marie efter ham

dum og tarvelig

nu havde vi lige aftalt det

jamen,jeg vil altså ikke, mumlede Albert  og han hoppede væk fra Marie lige så hurtigt hans   lange springben kunne hoppe

væk ,væk, væk,

Albert følte ,at han var  undsluppet en stor fare og alligevel var han ked af det .

nu var han igen blevet uvenner med Marie.

nå, slap du fri,  lød det pludselig lige ved siden af ham

Albert snurrede forskrækket rundt og der sad simpelthen den største sumptudse, han nogensinde havde set .

hvad sagde du, gispede Albert .

den store tudse vraltede lidt frem ,så dens kæmpesnude næsten rørte Alberts .

jeg sagde, sagde den,og det hørte du jo godt, at det var godt ,at du slap af med Marie ,hun er ikke en pige for dig .

nå,det ved jeg nu ikke, mumlede Albert ,hun var da en sød pige -men hun var skrap,tilføjede han

ja netop ,nikkede sumptudsen .

Marie er skrap

det er det, jeg altid har sagt

hun er ikke noget for dig.

hun har altid været den kvikkeste af mine børn ,men skrap det er hun .

hvad for noget ,gispede Albert.

dine børn

er Marie  en tudse?

ja ,det er hun, sagde tudsen

har hun ikke fortalt dig det?

Albert rystede på hovedet

det var vist godt ,at han ikke var flyttet sammen med Marie

tænk engang

hun var en tudse

 

nu faldt det ham pludselig ind, at Marie så også ville vokse og blive 3 gange så stor som ham.

det ville da se kønt ud ,med sådan en kæmpekone

 tak skal du have ,sagde han til fru tudse,som altså var Maries mor.

det var da godt, at jeg mødte dig

Albert hoppede videre

nu ville han finde tom

og tom lå stadig i vandpytten

hej Albert, råbte han

kom en gang her ned

her er dejlig vådt og mudret

Albert satte forsigtigt et bagben ned i vandpytten ,men trak det hurtigt til sig igen.

men tom, sagde han forskrækket ,vandet er jo koldt, så går du jo i stå.

det gør ikke noget ,sagde tom fornøjet.

så gør  det ikke ondt.

hop du bare,hvis ikke du vil bade

jeg hygger mig

Albert rystede på hovedet og hoppede videre

lige nu følte han sig ensom

tom--i vandpytten

Marie---var en tudses datter

stakkels Albert

han havde rigtig ondt af sig selv og var lige ved at tude

ingen venner

lige nu var han i udkanten af Tusindstråleskoven

'herfra kunne han se op på terrassen, hvor kaninerne plejede at hoppe rundt ,men i dag var der helt stille og tomt

hvad var nu det

ingen små glade kaniner

Albert kravlede nærmere

han vidste godt, at Lisbet en gang imellem solgte kaniner til familier , som kom på besøg,men så mange kaniner havde hun da ikke solgt ,hvor var de alle sammen henne?

 

på terrassen lå en masse brædder og flød

der stod et tomt kaninhus , men der var ingen kaniner

Albert blev rigtig bekymret

havde han nu også mistet sine kaninvenner

Nu kom Lisbet ud

hun bar på en stor pose æbler og hun gik lige hen imod lågen som førte ned til græsplænen-

Albert kravlede hurtigt ned under trappen for at hun ikke skulle træde på ham .

Lisbet fortsatte ned over havegangen og ned til den gamle garage.

petter nabo havde hamret og savet en del dernede den sidste måned

Der var sat en ny side i garagen og en ny stor dør

Lisbet lod døren stå åben og Albert rakte sig og strakte sig   for at se, hvad hun dog skulle derinde med æblerne .

men hvad var nu det

Albert tog et højt spring af bare glæde

kaninerne var flyttet derned

det var derfor,at terrassen var tom ,det var jo efterår og  det ville snart blive vinter, så Lisbet havde bare flyttet kaninerne  til et varmere sted

nå, Albert sukkede lettet og nu satte han i lange spring ned over flisegangen.

snart var han ved garagen og han kunne høre

kaninerne pusle derinde

forsigtigt ,meget forsigtigt kravlede han op på det lave trappetrin og kikkede derind

næh ,hvor så det hyggeligt ud derinde.

masser af bure og masser af hø og halm

Lisbet sad på en stol med hjul under og hun kørte frem og tilbage  og snakkede med kaninerne ,mens hun gav dem mad og vand.

Albert sad bare helt stille der på trappen

han ønskede pludseligt, at han også havde et bur i garagen og at det var ham ,som Lisbet snakkede med og gav mad

men nu fik kaninerne øje på Albert og de stimlede sammen ved lågerne til burene .

hej ,Albert, hej ,Albert ,hvordan går det, lød det fra alle sider ,

hvordan går det.

kom ind til os

Albert kravlede forsigtigt ind i den ene side af den store dør.

herfra hvor han nu sad ,var der kun et enkelt spring ind i buret til vennerne.

kom ind til os ,Albert.plagede de

kom ind til os..

Albert betænkte sig

han var jo ikke en kanin

måske de ville trampe på ham med deres store fødder og måske endda rive ham med deres skarpe kløer

jeg bliver herude, sagde Albert ,men vi kan da godt snakke.

har du set vores nye hus ?mimrede kaninerne .

er det ikke flot?

det har Lisbet og Petter bagbo lavet til os

her er tørt og varmt og det blæser aldrig herinde

her skal vi være i  vinter

hvem skal så bo på terrassen, spurgte Albert.

skal andre kaniner så bo der?

Nej, nej, de små mimrede med næserne ,så deres små knurhår drejede fra side til side.

der skal ikke bo kaniner mere

det er Lisbets hus og hun vil ikke have kaniner deroppe mere.'hun vil bygge en stue .

her er også meget bedre .

men hvor skal du bo til vinter?

tja ,det var jo lige det, som Albert ikke vidste , han var jo så ung, at han aldrig havde prøvet en vinter før ,så han vidste ikke ,hvordan frøer gjorde ,når det blev koldt.

jeg ved det ikke ,indrømmede Albert.

for jeg har aldrig prøvet det før

jeg må spørge nogle andre frøer ,der har prøvet det før,

de små kaniner mimrede .

vi har da bare spurgt vores mor og hun siger, at vinter er koldt og så får man meget hø og vandet i drikkeflasken bliver stift

bliver det stift?

Albert forstod ikke et  ord

vand kan da ikke blive stift.

det siger mor, mimrede snebold og hun siger også,at regnen bliver hvid og flyver omkring .

Albert rystede på hovedet

den historie troede han ikke på

de små kaniner måtte have misforstået noget

han måtte hellere finde en voksen frø

der måtte da være nogen ,der kunne give ham en ordentlig forklaring på det der vinter

 

 

Albert var virkelig bekymret

alle talte om vinter og hvor de skulle være.

og Albert vidste ikke engang ,hvad vinter var .

var det farligt eller hvad ?

Albert hoppede længe rundt i Tusindstråleskoven for at finde en voksen frø

der plejede at være masser af frøer under de store grønne blade ,men netop i dag var der ingen.

 

så mødte han en stor vinbjergsnegl

den gled langsomt henover jorden, mens dens lange følehorn vippede frem og tilbage .

den bar sit store grå sneglehus på ryggen

Albert var imponeret. tænk at bære rundt med sit eget hus på ryggen

det var da sejt

undskyld ,sagde han forsigtigt til vinbjergsneglen

må jeg spørge dig om  noget

ja ja ,gør du bare det, sagde vinbjergsneglen ,mens den tyggede langsomt på et grønt blad .

hvad vil du spørge om?

det er jo ikke sikkert, at jeg kan svare

jo ,sagde Albert, jeg ved godt ,at det lyder dumt ,men hvad er vinter

vinbjergsneglen så forbavset på ham

vinter

ved du  ikke ,hvad vinter er ?

næh ,sagde Albert ,det ved jeg ikke , for jeg har aldrig prøvet det

vinbjergsneglen så sig om til alle sider ,som om noget farligt var på vej.,

så sænkede den stemmen ,satte munden helt hen til Alberts øre og hviskede:

vinter, det er når det bliver så koldt, at regnen bliver hvid og  flyver omkring.

vandet bliver stift og jorden bliver hård som sten og Lisbet får pels på.

og vinter varer længe.

Nu blev Albert rigtig bange

Jamen,hvad så med dig og mig og alle de andre dyr,spurgte han forskrækket

når din mad visner og forsvinder ned i jorden, hvad vil  du så spise

hvem mig, jeg sover da bare, sagde vinbjergsneglen

jeg har jo huset her  og når det bliver koldt og maden forsvinder, så kravler jeg bare ind i mit hus.

derinde kan det ikke blæse på mig .

så lukker jeg døren og falder i søvn.

så sover jeg hele vinteren indtil solen og maden kommer igen .

smart

rigtig smart

Albert var imponeret

 

men jeg har jo ikke noget hus

hvad gør jeg så?

det ved jeg ikke, svarede vinbjergsneglen ,nu gumlede den et gammelt æbleskrog

jeg har altså ikke forstand på frøer

spørg en anden frø

jamen, jeg kan ikke finde nogen, sagde Albert fortvivlet,de er væk alle sammen

der plejer at være mange frøer i Tusindstråleskoven,men i dag er der ingen.

de er nok fløjet til de varme lande, sagde vinbjergsneglen og den løftede sit store hoved mod himlen

i disse dage er der mange fugle, der flyver til de varme lande ,

måske frøer også flyver væk.

nu vrøvler du, sagde Albert surt

frøer flyver ikke,de hopper

nå nå ,gør de det ,sagde vinbjergsneglen

jamen ,så ved jeg det ikke.

nå ,jeg må videre .

og så gled den bare af sted.

Albert så efter den

det store hus på ryggen af den vippede ganske stille fra side til side ,mens den gled længere og længere bort fra Tusindstråleskoven

flyve til de varme lande, mumlede Albert for sig selv.

sikke noget sludder.

nu lød der en susen - en .hylen over hovedet på Albert og da han forsigtigt så op,så han en masse store fugle ,der fløj væk

viu ,viu ,viu ,sagde deres store vinger.

hvor skal I hen ,råbte Albert efter dem

viu,viu ,til de varme lande ,sang gæssene , der er sol og sommer og masser af mad.

vi kommer tilbage ,når vinteren er slut.

tag mig med ,råbte Albert

men de store fugle var allerede langt væk  

Dumme dyr ,mumlede Albert

hvor skal jeg nu finde hjælp.

 Albert gøs

måske det allerede var ved at blive vinter

hvad var det der vinter

Albert følte sig træt og sløj

han følte ,at det hastede med at finde ud af det

 

endelig- der var en frø- men den lå helt stille ,næsten livløs hen

dækket af nogle visne blade

var den død ,nej ,det var den ikke

Albert kunne se, at den trak vejret gennem den tynde hud.

Hallo,hallo,

Albert råbte til frøen

han råbte højere og højere

til sidst havde han munden helt nede ved den anden frøs ansigt

hvad vil du, mumlede den anden frø søvnigt.

kan du da ikke se ,at jeg sover.

du skal da ikke sove nu , råbte Albert

vågn nu op ,det er dag .

jamen, jeg er træt ,protesterede frøen .

kan du ikke se det, jeg vil sove

den lagde sig ned mellem bladene og puttede sig igen og faldt i søvn

nu blev Albert vred

nu finder jeg ud af det selv ,gør jeg ,mumlede Albert,

ja ,jeg finder ud af det selv.

han hoppede videre

her fra Tusindstråleskoven kunne han se kaninbo  og han kunne høre de små kaniner rasle rundt i halmen

stakkels Albert

han havde intet sted at gå hen

nu var han helt forvirret ,han hoppede frem og så hoppede han tilbage igen , så snurrede han rundt og så var han lige der hvor han var startet .

hvad laver du dog, spurgte vinbjergsneglen,  der gled forbi

danser du eller hvad ?

det ser sjovt ud, det  du gør der,

jeg danser ikke, råbte Albert

jeg leder efter de andre

 

jamen, jeg er jo lige her, sagde vinbjergsneglen

hvad vil du vide ?

det har jeg jo fortalt dig ,råbte Albert ,det er det der med vinter.

men jeg vil tale med en frø ,som ved, hvad frøer gør.

jeg går jo ikke rundt med et hus på ryggen.

vel?????

bevares ,når du tager det på den måde, sagde vinbjergsneglen fornærmet.

du behøver ikke at råbe .

så glider jeg ,farvel

og så gled den .

                                                                 

Albert så bedrøvet efter den

nu havde han fornærmet vinbjergsneglen

det var ikke meningen

jeg er jo bare bange,mumlede Albert

fordi jeg ikke ved ,hvad vinter er

jeg har aldrig prøvet det.

 

Nede i bunden af haven, ja, faktisk nede ved lågen ved den gamle garage gik Petter bagbo .

Han bankede og savede og ind imellem  drak han øl af en flaske

han så glad og tilfreds ud

Kaninbo, stod der med store bogstaver henover et gammelt brædt

Ja, sagde vinbjergsneglen, der nu kom glidende tilbage .

Petter bygger kaninstald i den gamle garage, så alle kaninerne kan bo der, når det bliver vinter.

til vinter ,hvorfor skal de det ?

Albert så forundret ud

fordi de ikke skal fryse , din dumme springfyr, sagde vinbjergsneglen og den rystede på sit store hoved

der er varmere derinde ,kan du da ikke forstå det.

Næ, det forstod Albert ikke .

men han havde pludselig fået en ide ,som satte ham i meget bedre humør.

hvis der virkelig var varmt i den nye kaninstald ,så kunne han vel bo der sammen med kaninerne

han var jo gode venner  med dem allesammen ,de ville sikkert gerne have ham boende de par dage, indtil kulden var forsvundet.

han så sig om efter vinbjergsneglen ,men den var allerede gledet videre .

Albert gav et lille hop af glæde over sin ide

hans problem var jo løst

jeg skal bo sammen med kaninerne ,mumlede han og han hoppede forsigtigt nærmere for at se på Petter ,som hamrede og savede.

ved siden af ham stod den flaske,som han drak af ind imellem

lige nu satte han flasken fra sig på bordet, men han så sig ikke for .

der lå et stort søm på bordet og lige der, satte petter flasken .

den væltede og indholdet flød hen over havebordet og dryppede derfra ned på græsset lige der ,hvor Albert sad .

han blev våd og klistret ,men da han ville slikke sig ren, blev han glad.

det smagte temmelig godt det der, som petter drak.

Albert slikkede og slikkede  og han blev mere og mere glad----og søvnig

han vrikkede sig ned i en bunke klude, der lå under bordet og faldt i søvn.

det sidste han tænkte var en forvirret blanding af små kaniner og vinbjergsnegle og høns og det sidste ,han hørte ,var lyden af Petters hammer,mens han bankede løs på det nye kaninbo.

 

så sov han

Albert var fuld

han havde drukket Petters øl og han sov dejligt og meget tungt

Petter holdt pause

han rakte ud efter sin øl, men da han opdagede at den var væltet ,blev han ærgerlig .

Lisbet, råbte han, laver du ikke lige en kop kaffe til mig .

det gjorde Lisbet med det samme og lidt senere kunne de to sidde ved det kommende kaninbo og drikke kaffe .

de var begge to varmt klædt på ,for det var i oktober måned og visne blade hvirvlede rundt i luften  omkring dem .

hu ,hvor det blæste .

bladene på jorden fløj væk der ,hvor Lisbet sad og så kom Albert jo til syne .

nej, se her ,sagde Lisbet.

og hun bøjede sig ned og samlede Albert op

se her, sagde hun til Petter, her ligger en frø.

den er helt kold ,mon den er død

stakkels lille frø--- og da Lisbet  kunne lide dyr, ja, så varmede hun Albert i sine hænder .

Albert drømte, at der var nogen,der lagde en dyne henover ham og han drejede sig lidt i Lisbets hånd  for at ligge bedre .

jamen du er jo ikke død ,lille frø ,sagde Lisbet glad og mens petter gloede forbavset ,så puttede hun Albert  ind i sin brystholder inde under alt tøjet.

uha ,sagde Lisbet fornøjet .

det var koldt, men det bliver nok hurtigt bedre

jamen, bliver frøen ikke mast, spurgte petter bekymret .

næh, sagde Lisbet og så lo hun

det er tit ,jeg har bittesmå kaninunger,der ligger der og putter sig og de er da aldrig blevet mast.

Kun, hvis du skulle finde på at  klemme mig og det gør du jo ikke .

petter satte koppen fra sig

godt, det ikke er mig ,der har en frø på maven ,sagde han og gøs

nu vil jeg arbejde videre på kaninbo

tak for kaffe

Lisbet samlede kopperne sammen og gik op imod huset .

Velbekomme, sagde hun .

 

 

Albert var ved at vågne

han havde hovedpine og han kunne bestemt ikke gætte, hvor han var

der var mørkt og blødt og varmt og så kunne han høre Lisbet hele tiden

hvor var han dog

Albert følte forsigtigt omkring sig

og Lisbet følte hans klamme hænder mod sit bryst og gav er hvin fra sig

hun tabte bakken med kaffekopperne ned på flisegangen ,hvorfra de trillede ud i græsset .

man kan da heller ikke gå rundt med en frø i brystholderen ,mumlede hun og så fiskede hun Albert frem.

Albert kneb øjnene sammen for lyset og skuttede sig i den skarpe blæst

jamen dog, lille frø, sagde Lisbet

hvad skal vi egentlig  stille op med dig.

 store frøer sover om vinteren, det ved jeg da  ,men hvad med de små, det ved jeg faktisk ikke .

Albert spærrede øjnene op ,hvad var det, Lisbet sagde ,

sov frøerne hele vinteren ,måske de allerede sov , så var det derfor, han ikke kunne finde nogle voksne frøer lige nu.

sov de?

hvad skulle han dog   gøre?

 han så bedende på Lisbet og hun kunne slet ikke stå for hans store sortbrune øjne

godt, lille frø, sagde hun så

jeg sætter dig ned til kaninerne lige nu ,så må vi se ,om de vil have dig boende .

nu bar hun forsigtigt Albert ned til det nye kaninbo, hvor petter stadig hamrede. 

se her ,sagde Lisbet .

her kommer kaninbo's nye beboer

jamen ,det er da ikke en kanin, sagde petter forbavset, det er jo en frø.

ja ja ,svarede Lisbet ,men den fryser ude i blæsten .

lad os nu se ,hvad kaninerne siger, når de får selskab af en frø.

se her ,lille ven, sagde Lisbet og så satte hun forsigtigt Albert ned i halmen i et af de fine rene kaninbure.

put du nu her i halmen i nat ,i morgen kommer kaninerne i dette her bur,så må vi se, om de vil have dig boende .

Albert puttede sig ned i den tørre friske halm

selvfølgelig vil de det ,tænkte han og så sov han.

 

 

 

da han vågnede var det blevet en ny dag og Albert strakte glad sin  lange tynde krop

ih ,hvor havde han dog sovet dejligt -blødt og varmt

rundt omkring ham raslede det i høet og da han forsigtigt stak næsen frem, ja så så han jo ,at det var vennerne fra i sommer.

alle de små kaniner fra terrassen var lige blevet flyttet ned i det nye Kaninbo  og nu puslede de ivrigt omkring for at finde sig  tilrette i deres nye hjem.

davs ,sagde Albert tilfreds ,davs

ingen hørte hans lille tynde stemme

der var alt for meget rasleri

Albert trak vejret rígtig dybt helt ned i maven og så råbte han så højt,som han overhovedet kunne.

DAVS, DAVS ,SIGER JEG, DAVS.

 

nu blev der helt stille, de små kaniner stod virkelig bomstille .

hør ,sagde snefnug ,som var lige ved at træde på Albert, hør ,jeg tror, at der er nogen fremmede herinde.

det er bare mig ,råbte Albert og så kravlede han frem fra høet.

Næh, er det dig ,Albert, hvor er det hyggeligt.

skal du bo her sammen med os ,sagde snefnug.

Ja, hvis jeg må for jer, sagde Albert

Albert blev pludselig genert.

han borede et hul ned i høet med det ene bagben og kløede sig på næsen med de små forben

altså

alle snakker om vinter og det ved jeg ikke ,hvad er ,og Lisbet har sagt ,at jeg godt må bo her ,mens det er vinter, hvis jeg altså må for jer.

Albert stoppede helt forpustet og så fra den ene til den anden .

alle de små kaniner stod rundt omkring ham .

Albert kunne mærke varmen fra dem .Snefnug så fra den ene til den anden

så nikkede hun højtideligt

du må gerne blive her,sagde hun  så ,men på en betingelse.

Ja, Albert nikkede, ja ja ,hvad er det så?

ikke flere frøer herinde, sagde den sorte kanin bestemt .

det er betingelsen

ikke flere frøer herinde, kun dig

ja ja, Albert nikkede lettet.

ikke andre frøer end mig ,det lover jeg

så er det en aftale ,sagde den store sorte

han vendte ryggen til flokken og gav sig

   til at gumle hø ,som om han havde glemt Albert.

 de andre kaniner gjorde lige sådan og Albert så forundret efter dem

han ville da gerne have sludret lidt med dem, men det ville de åbenbart ikke .

nå ,hvor skulle han så bo .

han havde en fornemmelse  af ,at det nok ikke var så godt at bo op og ned af  de små kaniner .

de havde skarpe kløer  og de kunne let ved en fejltagelse  komme til at rive hans tynde hud i stykker

han måtte hurtigst muligt finde et godt sted i nærheden,men ikke lige midt i buret .

han så sig undersøgende omkring

burene i Kaninbo stod pænt i rækker langs med væggene .

på den ene væg ud mod haven  stod de store trådbure  til de store angorakaniner

de dyre jernbure stod tæt  side ved side, men de var lavet så smart  ,at der blev et lille mellemrum nede forneden mellem hver af dem blev et lille trekantet hul

ah ,Albert smilede fornøjet.

lidt halm i  et af hullerne og hans hjem stod parat lige til at flytte ind i

nu kom Lisbet ind,hun bar på et par store spande fuld af salat og kål.

 Hun satte  dem fra sig og rodede rundt i halmen i de små kaniners bure for at finde Albert, som hun jo havde sat derind i går .

da hun ikke fandt ham ,blev hun straks bekymret .

hun rodede og rodede og de små kaniner hoppede glade omkring hende

de kravlede på hendes arme

nappede hende i fingrene og snefnug slikkede hende på kinden .

hov hov ,sagde Lisbet leende ,.vi skal ikke lege nu

jeg leder efter en lille frø, som jeg satte herind i går ,

har I set ham?

for I har vel ikke spist ham ?

snefnug satte nu tænderne i Lisbets trøje og trak til

sorte fjernede en tot  hø og der sad Albert jo og kikkede på hende

nå ,der er du,sagde Lisbet tilfreds

er du glad for huset ,lille frø?

Albert nikkede

medens han spekulerede på ,hvordan han kunne fortælle hende ,at han gerne ville løftes over til den anden række bure,

men det lod ikke til at det var  nødvendigt at sige det til Lisbet

hun havde allerede løftet ham op.

lille frø ,sagde hun så

de her kaninbabyer tramper bare på dig

se nu her

her kan du bo

og så satte hun ham lige der, hvor han havde tænkt sig, at han gerne ville hen.

at hun kunne være så klog

nu stoppede hun hø ind i hullet og minsandten om hun ikke også proppede et salatblad derind.

Sådan, lille frø ,sagde hun,nu kan du flytte ind

Albert kravlede forsigtigt ind i sit nye hjem

der var lige tilpas mørkt,ligesom under bladene i Tusindstråleskoven og salatbladet var lige netop så fugtigt, som han kunne lide det .

Albert var glad og rolig .

Han vidste stadig ikke, hvad vinter var, men nu kunne det godt komme.

nu havde han fået sit eget hus i Kaninbo og alting var straks meget bedre

nu begyndte Lisbet at fodre kaninerne

der boede kaniner i hvert eneste  bur og Lisbet snakkede med dem allesammen ,mens hun fodrede

godmorgen, sagde hun, hver gang hun åbnede et bur

hvordan har du det så  i dag og kaninerne kom  hen til døren for at få en kæl

nogen af de store kanindamer havde   små unger  og når Lisbet åbnede sådan et bur, så kom de jo allesammen vrimlende  hen til døren for at snakke med Lisbet

Albert spekulerede på,om hun måske også ville kæle ham.

han ville gerne prøve det,for det så ud som om at kaninerne kunne lide det

og så al den snak

Albert følte sig ikke mere ensom

nu havde han et hjem

han havde venner og Lisbet var sød

han stak forsigtigt snuden frem fra sit nye hjem

Lisbet var nu ved at hælde vand på drikkeflasker og noget af vandet pjaskede ned på hylden lige ud for Alberts indgangsdør

hov hov ,morgenbad, Albert strakte forsigtigt bagbenet ud og prøvede vandet

det var lige tilpas lunkent og dejligt

nu skulle der bades

men hvad var nu det ?

nu kom Lisbet med en klud og hun tørrede hans dejlige morgenbad op

nej nej,skreg Albert

misfornøjet

lad dog mit badevand være

næh nej, sagde Lisbet bestemt,alt det vand skal ikke ligge der

det går ikke ,lille frø

der kan ligge vand ude i haven ,men ikke her  inde i Kaninbo.

det ser grimt ud og det ødelægger hylderne .

det ser da dejligt ud, sagde Albert misfornøjet for sig selv,

 men Lisbet fortsatte bare med at tørre op..

nu blev Albert for alvor bekymret .

han kunne allerede mærke sin tynde hud tørre ud .

den skulle have vand for at blive lige tilpas smidig .

den tørrede ud i varmen  hernede hos kaninerne.

her kan jeg vist alligevel ikke blive, mumlede Albert og hoppede frem

ham så bedrøvet op til buret med de små kaniner og nikkede.

Farvel, farvel ,sagde han,jeg går igen.

Hvorfor det, sagde snebold, du er da lige kommet

Ja, men uden vand kan jeg ikke leve ,sagde Albert bedrøvet.

her er for varmt og for tørt  for mig

jeg må finde et andet sted  at være

farvel, farvel.

han satte i et par store spring og sad snart i den åbne dør.

 

Hu, hvor var der koldt derude .

men herfra, hvor han sad ,kunne han se vandet nede i bunden af haven.

Vand, mumlede han ,vand ,jeg må have vand .

han trak vejret dybt  så skød han skuldrene op om ørerne og hoppede i nole lange hop ud i den kolde have

hop hop

kulden var allerede begyndt at påvirke ham og hans  hop blev kortere og kortere  og lavere for hver gang han satte af .

vand ,vand ,mumlede Albert for sig selv .

får jeg ikke vand snart, så dør jeg.

 

nu nåede han frem til vandet

det var grundvandet ,som piplede op fra jorden

for hundrede år siden havde der været en mark på dette sted  ,hvor Lisbets have nu lå,

en græsmark havde der været og små søer

græsmarken var nu forsvundet .Lisbets have lå jo her ,hvor den havde været , men søen blev alligevel ved at vende tilbage .

Lisbet plejede at sige ,at det var godt  at huset lå på en bakke ,for ellers ville hun få vand ind i stuen  ,

når grundvandet steg op .

særlig om efteråret og om vinteren

nogle af Lisbets træer kunne ikke lide  at have rødderne i vand ,de tabte bladene og gik ud.

 

nu nåede albert frem til den første lille sø

den var omtrent så stor som din stue og ikke særlig dyb,

men der var masser af vand at svømme i

Albert var allerede blevet kold af blæsten og han tænkte ikke længere helt klart

men på trods af det ,så opfattede han, at søen var fuld af frøer ,som lå ubevægelige på bunden

nå ,sådan.

i dette øjeblik følte Albert, at nu vidste han ,hvad frøer gjorde om vinteren.

 de kravlede ned på bunden af vandet og faldt i søvn

så kunne de sove der,indtil foråret og sommeren vendte tilbage.

så var det altså nu.

Albert trak vejret dybt og gjorde sig klar til det store spring ,

men hvad var det ?

der var jo Tom  og Marie og Maries mor .

 De lå nede blandt de andre frøer.

de lå allerede helt stille og sov

Albert var parat ,han sigtede efter at lande ved siden af tom ,men han landede lige ovenpå Marie .

hun rørte ganske lidt på bagbenene, men hun skældt slet ikke ud

hun sov

det var sikkert

nu var Albert blevet kold

 han kunne mærke trætheden komme og han lukkede øjnene,

nu sover jeg ,sagde han  til sig selv.

 

nu ved jeg  ,hvad frøer gør om vinteren , de sover.

 

 

 

sådan går det til, at haven hver vinter er tom for frøer og at den er fuld af dem om  foråret lige så snart at solen skinner og varmer luften og vandet op

 

sov sødt ,Albert

sammen med  de andre frøer

så ses vi til foråret .

 

 

farmor/mormor

Julen 2007

Julegaven til børnebørnene 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.06 | 20:57

God din mor passer på dig

...
27.02 | 15:30

Dit websted er nyttigt og interessant. :)

---------------------------------------
http://www.kviklantop.com/

...
23.01 | 21:30

Hej søde Lisbeth
Faldt over din skønne hjemmeside - dejligt at se du har det godt med alle dine dyr
Alt vel her.Tanker og hilsner fra din gl.kollega Merete

...
19.10 | 00:36

Hej Lisbet
Har du fået nyt mobilnr?

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE