13-09-2022

KULSVIERNE 13 SEPTEMBER 2022 TIRSDAG

HJALMAR SMILEDE

jeg lærte, ikke at blive så imponeret ,når folk råbte op

det kunne jo være ,at det var mig ,der var den klogeste eller kunne hjælpe dem med noget

mor grib så meget tilfreds ud

så nu fortjener du din trylledrik, sagde hun

jamen, sagde Hjalmar, jeg har slet ikke brug for nogen trylledrik

jeg er blevet meget klogere i nat

og hvad så med vennerne ,som du lovede ,at besøge på hjemvejen ,spurgte mor Grib

hun så helt bekymret ud

svigter du så dem?

nej nej ,sagde Hjalmar ,det gør jeg ikke ,der er sikkert mange mosekoner ,som bekynrer sig om tågen over engen og mange åmænd ,som bekymrer sig  om en smule mudder og mange elverkonger,  som tror, at de er noget stort og mange elverpiger ,som har hul i ryggen, også i den verden, som jeg lever i

nu kan jeg se dem alle sammen i øjnene, fordi jeg  har forstået, hvor det hele hænger sammen

mor Grib falmede for øjnene af ham og solen farvede himlen orangerød

 

nu kunne det lade sig gøre at se rundt i skoven og til Hjalmars forbløffelse stod han ikke mange skridt fra kulsvierlejren

Hvad i alverden ,sagde han og så sig om efter mor Grib, men hun var som sunket i jorden

Nu var solen helt oppe og Hjalmar rystede kulden af sig

Kulsvierne var ved at vågne og Hjalmar blev modtaget med glade tilråb

 

Hvor har du været, din tossede fyr

har du været i skoven med mor Grib ?

At du tør !

Er det dig ,som har lavet hullet i minen ?

ja ,svarede Hjalmar

det er mig

det ved jeg nu

og det var forkert af mig at rende min vej

men jeg er blevet klogere i denne nat, jeg løber aldrig mere fra mit ansvar

 

Hjalmars øjne søgte ind i skoven og for sig så han hele det galleri af skabninger ,som han havde mødt i denne nat

Der er vist en pige ,som skal have brev fra sin ven, sagde han til sig selv

Nu ved jeg ,at min gode forstand og min kærlighed til hende, er mere værd end penge

Mon ikke hun har brug for en hilsen til vi ses igen ?

farvel ,til alle norner i den store skov og tak til mor Grib, som hjalp mig til at blive voksen

 

om en hilsen lød der en susen i de store træers kroner

ingen sagde noget

den store skovs ro og stilhed faldt over lejren

og med et rejste der sig langt borte, et sus af en vind ,et pust som af nattens ånde, et suk ,der under den blå morgenhimmel lød henover de tusinder og atter tusinder af grønne toppe

det steg i styrke  blev stærkere og tydeligere,  mens det nærmede sig

da det endelig nåede frem ruskede det i træerne ,som stod rundt om lejren

for atter at svinde

atter at blive svagre og svagere ,for tilsidst at forsvinde langt borte i den store skov