til karantæne-børn

kapitel nr 39

hun syntes måske, at jeg burde have kunne hjælpe hende, da hun skulle føde

det er også bittert, tilføjede Ane

alle andre unge piger har jeg kunnet hjælpe, men min egen elskede datter måtte dø, mens hun fødte

det skal hævnes

det er derfor ,du er her, sagde hun så og så hvast på mig

hvem, mig ,hvad mener du ? gispede jeg

jeg troede, at det var en fejl, at jeg var her

ikke spor, sagde Ane bestemt ,det var mig ,der fik dig overflyttet

du trådte på noget, som var mit og jeg sørgede for resten

hvad trådte jeg på ?

hvad mener du ?

Othildes armbånd, svarede Ane

hun vendte sig nu om og tog noget ned fra kaminhylden

et smukt gyldent rav-armbånd glimtede i solen

alle disse små stykker rav har jeg fundet her på stranden og af de allersmukkeste lavede jeg et armbånd

Othilde fik det på sin 16 års fødselsdag og hun gik altid med det

Da hun så døde ,så beholdt jeg armbåndet som et minde

og ved hjælp af det ,føler jeg stadig ,at hun er hos mig

så var det armbåndet som Hertha og vennen ledte efter ,sagde jeg

 nu forstår jeg det hele meget bedre

ja, Ane nikkede og de fandt det også senere, men de to vil jeg ikke have overflyttet

tyveknægte og den slags findes her i forvejen  

 

de sælger bare armbåndet til en mand, som  lever af at sælge den slags ting

  og så får de en masse penge for det

men egentlig burde de have afleveret armbåndet på egnsmuseet

det er det eneste rigtige sted for det

men du kom først og da du trådte på armbåndet i sandet  ,så gik der besked til mig  om, at du skulle kunne hjælpe mig

og her er du så

men du har nu ikke været til megen hjælp, tilføjede hun

jamen, nu prøver jeg igen ,sagde jeg ivrigt, jeg skal nok finde den bog

jeg tror nu ikke et ord af det hele ,men nu vil jeg finde den bog

hjælper du så mig tilbage, hvor jeg kommer fra ?

ja ja, nikklede Ane

hun vendte ryggen til mig og fortsatte med at røre i den dampende gryde

find du nu bogen først

........................................

 

jeg forlod hytten og satte mig på bænken udenfor

det havde været for meget på en gang

nede på havnen kravlede Valdemar rundt på stenene  og han vinkede til mig, han ville have ,at jeg kom derned

jeg rejste mig langsomt

nu går jeg ned for at lege med Valdes tipoldefar ,tænkte jeg og rystede på hovedet

en skønne dag, når og hvis jeg nogen sinde kommer hjem igen ,bliver det svært at finde nogen ,som vil tro på min historie

det ville vist også blive svært at finde ud af ,hvordan tingene hængte sammen

kom nu, kom nu ,skreg Valdemar

kom og se

hvad nu, tænkte jeg og satte farten op

 

han sad på på molekanten og stirrede stift ned i vandet

se ,gispede han

se, en strandvasker

en hvad for noget ?,spurgte jeg og kravlede op på kanten til ham

så fik jeg øje på det, som Valdemar pegede på

nede ved stenkanten, lige der hvor vandet var dybt ,flød en skikkelse i vandet

at dømme efter størrelse og påklædning måtte det være en voksen mand

jeg fik pludselig kvalme

han var der lige pludselig, sagde Valdemar

jeg kravlede som sædvanligt på stenene .så var jeg lige ved at glide og så så jeg ham der

det er storbondens søn

jeg kan kende hans tøj

nu bliver der ballade

ballade , ? sagde jeg

hvordan ballade ?

jo, sagde Valdemar

nu får Ane igen skylden, fordi hun forbandede storbonden og hans familie

jamen ,dette her kan da ikke være Anes skyld, protesterede jeg

det er der da ingen, der vil tro

bare vent ,sagde Valdemar og så sig om

hvis vi kunne skubbe ham længere ud ,så ville strømmen tage ham og ville han forsvinde

er du blevet vanvittig ,sagde jeg langsomt

du kan da ikke skjule, at manden er død

jeg kan da prøve, sagde Valdemar sammenbidt

hjælper du mig ?

jeg rystede på hovedet

det vil jeg ikke have noget med at gøre ,mumlede jeg

men jeg kravlede alligevel ned ad stenene og nærmede mig den druknede mand

han flød med hovedet nedad i det kolde vand

helt stille lå han og vuggede frem og tilbage med bølgeslaget

hvad tror du er er sket ? spurgte Valdemar og prikkede til liget

han er vel faldet over bord fra båden ,mente jeg, men Valdemar rystede på hovedet

storbondens sønner står ikke til søs , sagde han, de er bange for vand

dette her må være en forbrydelse

eller måske  er det Anes skyld

hold nu op, sagde jeg ærgerligt

Ane kan da ikke have noget med dette her at gøre

men alligevel var jeg en smule i tvivl

kunne det tænkes ,at Ane havde trolddomskræfter nok til at drukne en mand, som aldrig i levende live ville nærme sig vandet

nej, det var umuligt

lad os skubbe ham ud, sagde jeg beslutsomt

jeg kunne pludselig ikke rumme flere mysterier i dag

jeg hjælper dig ,men så går du også med mig på kirkegården i aften

det er da i orden, sagde Valdemar kort  og ved fælles kræfter skubbede vi liget ud i sejlrenden

her fiK strømmen snart fat i det og vi betragtede det i tavshed, mens det stod til havs

en måge kredsede skrigende  hen over liget et stykke tid ,men forlod det så og fløj ind imod land

Valdemar tørrede de våde hænder af i buksebagen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.11 | 10:29

Hej Luna,
Rigtig stort tillykke med fødselsdagen. Jeg håber, du får alt det, du har ønsket dig. Sussi

...
08.10 | 10:48

Meget flot

...
07.10 | 12:50

Sikken et fint billede. Hvor ser du artig ud, Luna

...
04.10 | 18:32

Det glæder mig at høre, at mor øver sig i at rejse sig, Luna. Det må du lade hende gøre.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE