Legevognen kan I sætte derhenne ved muren sagde hun venligt og hvad skal I så?
Vi skal på lokalhistorisk arkiv, sagde jeg
Vi skal læse noget om gamle Ane nede ved Havnen
Det må jeg sige, sagde damen imponeret
Er I interesseret i lokal historie ?
Det må jeg sandelig sige
Jamen, I går bare ned ad trappen og så drejer I til venstre og så til højre og
så lige ud, så finder I det nemt
Vi fulgte anvisningen
Valdemar var stum af betagelse
over den store bygning
Orv, sagde han, orv, hele tiden og den lille, som han bar på efterabede ham
Orv orv orv
Ja ja, det er godt ,sagde Valdemar, gør du bare nar, men sådan et stort hus, har jeg aldrig set før
Nu skubbede vi døren op til lokalhistorisk arkiv
Indenfor sad en Dame med briller på næsen
Hun så vrantent op ,da vi kom ind
Ingen børn her på biblioteket, vrissede hun
Jamen ,det er mine små søskende, sagde Valde
Min mor har sagt, at jeg skal passe dem og damen ved
skranken sagde, at det var i orden ,bare vi bar dem og det gør vi altså
Damen sukkede og vendte øjnene op imod loftet
Jeg vil ikke have alle de børn her, sagde hun bestemt
Jamen det bliver De nødt til ,svarede Valde fast,
for vi skal finde noget på arkivet og De vil da ikke hindre byens borgere i at benytte arkivet .Det vil ikke se godt ud i lokalavisen
Men måske De vil hjælpe
os med at finde det, vi skal bruge
Nå, hvad drejer det sig så om ,vrissede damen
Vi
vil gerne læse noget om gamle Ane nede ved havnen
Gamle Ane
Damen stirrede forbløffet
på os
Sig mig, er folk da helt tossede i dag
Du er den anden, som kommer i dag, for
at få mere at vide om gamle Ane
Du ved godt ,at I ikke må låne bøgerne med hjem ?
De skal læses på stedet, ellers ville arkivet jo blive tømt
Den anden, sagde jeg langsomt
Og hvem var det så, der gerne ville læse om gamle Ane
Det kan jeg desværre ikke oplyse om ,sagde damen afvisende
Men det var da voksne mennesker
Det var da sikkert et ægtepar med en sød lille pige, sagde jeg
Ja ja, nikkede damen, du kender dem måske
Ja, sagde jeg ,så overbevisende ,som jeg kunne
Det var da min far og min mor og min lillesøster
Nå jamen, så behøver du måske ikke noget, sagde damen fornøjet
Så har din far og din mor
allerede læst det
Jamen jeg vil gerne selv læse det ,sagde jeg hurtigt
Det skulle
ikke lykkes for hende at smide mig ud
I mellemtiden havde Valdemar og Valde set sig om på hylderne
Sikke en masse bøger ,gispede Valdemar
Hvem skal dog læse alle dem ?
Man
behøver ikke at læse det hele, forklarede Valde
Men de står her, sådan at man kan komme og læse netop det, som man har brug for
Jeg har aldrig drømt om, at der kunne findes så mange bøger ,sagde Valdemar
Mon der er en
bog om Ane
Den vi *ikke ved, hvor er og hvad der er i den * mon den står lige her på hylderne
Vi kan da prøve at kikke ,sagde Valde og nu satte han tvillingen ned på gulvet og begyndte at gå hen langs bogreolerne
Lad os nu se’
De står i årstalsorden
Nå, men så kikker vi bare efter 1897
Lad mig nu se
Her er Ane jo
Ane
Heksebrænding
Bålbrænding
Kloge kone
Her har vi hende
Ane
Ane, se nu bare
Her er en hel lille bog om ane, sagde han ophidset og bladede i den tynde bog
Og der er billede i
Valdemar kikkede på billedet i bogen
Det forestillede en mager gammel kone
Jamen, det er jo Ane, gispede han ,det er lige sådan jeg kender hende
Valde gloede på ham
Vil det sige, at du virkelig kommer fra fortiden og at du har kendt Ane, sådan som hun ser ud på
billedet
Ja ja ,nikkede Valdemar
Det har jeg da
Ane, hun ser sådan ud, det er rigtig nok
Se, der er hun med sin hund og der er også Peter
Han vendte et par sider og stoppede op ved billedet af en stor fisker
Der er Petrus
Jamen ,jeg kender dem alle sammen
Petrus, hvem er det, spurgte Valde
Det er ham, sagde Valdemar og pegede
Ja ,det er rigtig nok ,sagde jeg , nu kikkede jeg også i den lille bog
Petrus kender jeg også
Men hvad står der om ham ?
Der står, at Ane gav ham et heksemiddel og han døde
Han var forelsket i Ane, står der, og han kom flere gange ugentlig i hendes hytte
Men Ane blev træt af sin tilbeder og derfor lavede hun et heksebryg til ham og slog ham ihjel på den måde
Valde gøs
Det er uhyggeligt ,sagde han
Jamen det er jo heller ikke rigtigt,
indskød jeg
Det passer ikke
Petrus kom i hytten hos Ane ,det er rigtigt, for han
havde fået en fiskekrog i benet og Ane hjalp ham med salver og forbindinger
Andet var der ikke i det
Han betalte for hjælpen ,han var bestemt ikke Anes tilbeder og hun kan bestemt ikke have slået ham ihjel
Den bog er forkert
Hvem har dog skrevet den
Det har Emil Andersen !!!
jamen ,det er jo Eriks bedstefar, sagde Valde forbavset
Han har vist ikke vidst særlig god besked
Nej, men han har jo heller ikke levet på Anes tid, sagde jeg forklarende
Jamen ,så er derfor ,der står på Petrus’ gravsten
,at det var Anes skyld ,at han døde
Så har Eriks farfar, som jo så har skrevet denne her lille bog ,troet ,at det var sådan og han har ment, at det
betød at Ane slog Petrus ihjel’
Sikke noget vrøvl
Se nu her ,sagde damen
Hun havde været i arkivets kælder og kom med en tyk bog
Her er vist noget for
jer drenge, her er en bog ,som fortæller om havnen for over hundrede år siden
Det må lige være noget for jer, for der står en masse om Anes hus
og om hvad hun lavede
Mange tak
Jeg smilede til damen og nu smilede hun forsigtigt tilbage
Hør ,I passer vel på de små ? sagde hun, idet hun vendte tilbage til sin plads bag skrivebordet i det andet rum
Jo jo, sagde jeg venlig
Men Valde så sig forskrækket om
Tvillingen, sagde han, hvor i alverden er hun nu blevet af
Han så sig om
Bøger bøger bøger
Hvor er min lillesøster ?
Jeg skulle
aldrig have givet slip på hende
Hvor er hun nu blevet af ?
Jeg lovede mor at passe på
dem og nu er den ene blevet væk
På dette her støvede sted
Hvad katten skal
vi gøre ?
Finde hende selvfølgelig, sagde jeg, det er da logisk
Sådan
er det at have små børn med
De bliver altid væk
Vi finder hende bare
Jamen, jeg har jo min her, sagde Valdemar og løftede sin tvilling ,som glad kørte en fedtet hånd rundt i håret på ham
Så det er bare den anden, vi skal have fundet
Tror du nu ikke ,at din mor har nok i e’n
Valde vrissede af ham
Hun slår mig ihjel, stønnede han
Hvis ikke jeg kommer tilbage med dem begge to
Hvorfor skulle vi da også slæbe rundt på dem
De er da meget søde ,sagde Valdemar
Se, nu bare denne her
Han satte den lille ned på gulvet
Find din søster, sagde han og så skubbede han hende blidt i ryggen
Bla bla ,pludrede den lille og stavrede afsted
I den anden ende af rummet kunne vi nu høre en tilsvarende pludrende
Vi fulgte efter lyden og snart efter var de to sammen igen
Valdemar løftede den ene op og så undersøgende
på den lille
Er du min, `? sagde han
Den er god nok, jo jo
De her fedtede fingre kender mit hår
Valde løftede op i den anden
Lad os komme ud herfra ,sagde han
Jamen bogen, protesterede jeg, vi har jo slet ikke læst det hele endnu
Vi låner den ,sagde Valde kort
Men det kan man jo ikke, protesterede jeg
Jo, sådan her, kan man, sagde Valde
Og uden videre stoppede han den tynde bog indenfor t-shirten og bukseremmen
Nu er den lånt, sagde han og så går vi bare ud
…………………….
Damen smilede venligt til os da vi forlod arkivet med de to små på armen
Nå
,sagde hun, fik I noget ud af besøget
Ih ja, tak for hjælpen ,sagde Valde, det var meget interessant
……………….
Vi nåede lige ud af lokalet, da der lød et råb inde fra arkivet
Hun har opdaget ,at du har taget bogen, gispede jeg
Hvad nu ?
Vent vent ,råbte damen
Hvad nu, stønnede jeg
Jeg
har da kun lånt den, sagde Valde
Det kan hun da ikke have opdaget allerede