til karantæne-børn

Legevognen kan I sætte derhenne ved muren sagde hun venligt og hvad skal I så?

Vi skal på lokalhistorisk arkiv, sagde jeg

Vi skal læse noget om gamle Ane nede ved Havnen

Det må jeg sige, sagde damen imponeret

Er I interesseret i lokal historie ?

Det må jeg sandelig sige

Jamen, I går bare ned ad trappen og så drejer I til venstre og så til højre og så lige ud, så finder I det nemt

Vi fulgte anvisningen

Valdemar var stum af betagelse over den store bygning

Orv, sagde han, orv, hele tiden  og den lille, som han bar på efterabede ham

Orv orv orv

Ja ja, det er godt ,sagde Valdemar, gør du bare nar, men sådan et stort hus, har jeg aldrig set før

Nu skubbede vi døren op til lokalhistorisk arkiv

Indenfor sad en Dame med briller på næsen

Hun så vrantent op ,da vi kom ind

Ingen børn her på biblioteket, vrissede hun

Jamen ,det er mine små søskende, sagde Valde

Min mor har sagt, at jeg skal passe dem og damen ved skranken sagde, at det var i orden ,bare vi bar dem og det gør vi altså

Damen sukkede og vendte øjnene op imod loftet

Jeg vil ikke have alle de børn her, sagde hun bestemt

Men måske De vil hjælpe os med at finde det, vi skal bruge

Nå, hvad drejer det sig så om ,vrissede damen

Vi vil gerne læse noget om gamle Ane nede ved havnen

Gamle Ane

Damen stirrede forbløffet på os

Sig mig, er folk da helt tossede i dag

Du er den anden, som kommer i dag, for at få mere at vide om gamle Ane

Du ved godt ,at I ikke må låne bøgerne med hjem ?

De skal læses på stedet, ellers ville arkivet jo blive tømt

Den anden, sagde jeg langsomt

Og hvem var det så, der gerne ville læse om gamle Ane

Det kan jeg desværre ikke oplyse om ,sagde damen afvisende

Men det var da voksne mennesker

Det var da sikkert et ægtepar med en sød lille pige, sagde jeg

Ja ja, nikkede damen, du kender dem måske

Ja, sagde jeg ,så overbevisende ,som jeg kunne

Det var da min far og min mor og min lillesøster

Nå jamen, så behøver du måske ikke noget, sagde damen fornøjet

Så har din far og din mor allerede læst det

Jamen jeg vil gerne selv læse det ,sagde jeg hurtigt

Det skulle ikke lykkes for hende at smide mig ud

I mellemtiden havde Valdemar og Valde set sig om på hylderne

Sikke en masse bøger ,gispede Valdemar

Hvem skal dog læse alle dem ?

Man behøver ikke at læse det hele, forklarede Valde

Men de står her, sådan at man kan komme og læse netop det, som man har brug for

Jeg har aldrig drømt om, at der kunne findes så mange bøger ,sagde Valdemar

Mon der er en bog om Ane

Den vi *ikke ved, hvor er og hvad der er i den * mon den står lige her på hylderne

Vi kan da prøve at kikke ,sagde Valde og nu satte han tvillingen ned på gulvet og begyndte at gå hen langs bogreolerne

Lad os nu se’

De står i årstalsorden

Nå, men så kikker vi bare efter 1897

Lad mig nu se

Her er Ane jo

Ane

Heksebrænding

Bålbrænding

Kloge kone

Her har vi hende

Ane

Ane, se nu bare

Her er en hel lille bog om ane,  sagde han ophidset og bladede i den tynde bog

Og der er billede i

Valdemar kikkede på billedet i bogen

Det forestillede en mager gammel kone

Jamen, det er jo Ane, gispede han ,det er lige sådan jeg kender hende

Valde gloede på ham

Vil det sige, at du virkelig kommer fra fortiden og at du har kendt Ane, sådan som hun ser ud på billedet

Ja ja ,nikkede Valdemar

Det har jeg da

Ane, hun ser sådan ud, det er rigtig nok

Se, der er hun med sin hund og der er også Peter

Han vendte et par sider og stoppede op ved billedet af en stor fisker

Der er Petrus

Jamen ,jeg kender dem alle sammen

Petrus, hvem er det, spurgte Valde

Det er ham, sagde Valdemar og pegede

Ja ,det er rigtig nok ,sagde jeg , nu kikkede jeg også i den lille bog

Petrus kender jeg også

Men hvad står der om ham ?

Der står, at Ane gav ham et heksemiddel og han døde

Han var forelsket i Ane, står der, og han kom flere gange ugentlig i hendes hytte

Men Ane blev træt af sin tilbeder og derfor lavede hun et heksebryg til ham og slog ham ihjel på den måde

Valde gøs

Det er uhyggeligt ,sagde han

Jamen det er jo heller ikke rigtigt, indskød jeg

Det passer ikke

Petrus kom i hytten hos Ane ,det er rigtigt, for han havde fået en fiskekrog i benet og Ane hjalp ham med salver og forbindinger

Andet var der ikke i det

Han betalte for hjælpen ,han var bestemt ikke Anes tilbeder og hun kan bestemt ikke have slået ham ihjel

Den bog er forkert

Hvem har dog skrevet den

Det har Emil Andersen !!!

jamen ,det er jo Eriks bedstefar, sagde Valde forbavset

Han har vist ikke vidst særlig god besked

Nej, men han har jo heller ikke levet på Anes tid, sagde jeg forklarende

Jamen ,så er derfor ,der står på Petrus’ gravsten ,at det var Anes skyld ,at han døde

Så har Eriks farfar, som jo så har skrevet denne her lille bog ,troet ,at det var sådan og han har ment, at det betød at Ane slog Petrus ihjel’

Sikke noget vrøvl

Se nu her ,sagde damen

Hun havde været i arkivets kælder og kom med en tyk bog

Her er vist noget for jer drenge, her er en bog ,som fortæller om havnen for over hundrede år siden

Det må lige være noget for jer, for der står en masse om Anes hus  og om hvad hun lavede

Mange tak

Jeg smilede til damen og nu smilede hun forsigtigt tilbage

Hør ,I passer vel på de små ?  sagde hun, idet hun vendte tilbage til sin plads bag skrivebordet i det andet rum

Jo jo, sagde jeg venlig

Men Valde så sig forskrækket om

Tvillingen, sagde han, hvor i alverden er hun nu blevet af

Han så sig om

Bøger bøger bøger

Hvor er min lillesøster ?

Jeg skulle aldrig have givet slip på hende

Hvor er hun nu blevet af ?

Jeg lovede mor at passe på dem og nu er den ene blevet væk

På dette her støvede sted

Hvad katten skal vi gøre ?

Finde hende selvfølgelig, sagde jeg, det er da logisk

Sådan er det at have små børn med

De bliver altid væk

Vi finder hende bare

Jamen, jeg har jo min her, sagde Valdemar og løftede sin tvilling ,som glad kørte en fedtet hånd rundt i håret på ham

Så det er bare den anden, vi skal have fundet

Tror du nu ikke ,at din mor har nok i e’n

Valde vrissede af ham

Hun slår mig ihjel, stønnede han

Hvis ikke jeg kommer tilbage med dem begge to

Hvorfor skulle vi da også slæbe rundt på dem

De er da meget søde ,sagde Valdemar

Se, nu bare denne her

Han satte den lille ned på gulvet

Find din søster, sagde han og så skubbede han hende blidt i ryggen

Bla bla ,pludrede den lille og stavrede afsted

I den anden ende af rummet kunne vi nu høre en tilsvarende pludrende

Vi fulgte efter lyden og snart efter  var de to sammen igen

Valdemar løftede den ene op og så undersøgende på den lille

Er du min, `? sagde han

Den er god nok, jo jo

De her fedtede fingre kender mit hår

Valde løftede op i den anden

Lad os komme ud herfra ,sagde han

Jamen bogen, protesterede jeg, vi har jo slet ikke læst det hele endnu

Vi låner den ,sagde Valde kort

Men det kan man jo ikke, protesterede jeg

Jo, sådan her, kan man, sagde Valde

Og uden videre stoppede han den tynde bog indenfor t-shirten og bukseremmen

Nu er den lånt, sagde han og så går vi bare ud

…………………….

Damen smilede venligt til os  da vi forlod arkivet med de to små på armen

Nå ,sagde hun, fik I noget ud af besøget

Ih ja, tak for hjælpen ,sagde Valde, det var meget interessant

……………….

Vi nåede lige ud af lokalet, da der lød et råb inde fra arkivet

Hun har opdaget ,at du har taget bogen, gispede jeg

Hvad nu  ?

Vent vent ,råbte damen

Hvad nu, stønnede jeg

Jeg har da kun lånt den, sagde Valde

Det kan hun da ikke have opdaget allerede

hvem er han?

din tipoldefar, sagde jeg roligt

jeg har haft ham med til dig

du er ikke rigtig klog, sagde Valde

skør, skør ,skør

han drejede om på hælen og spadserede tilbage til hoveddøren

hej ,sagde han

så forsvandt han ind i huset

men ikke ret længe

han var snart tilbage

i hånden holdt han et gammelt fotografi

hvis du er min tipoldefar, så fortæl mig så ,hvem der er på billedet, sagde han triumferende

han viftede os om ørerne med fotografiet

Valdemar tog billede ud af hånden på ham og studerede det nærmere

billedet er taget på min fødselsdag ,sagde ham

jeg blev fem år den dag

det der er min far og det der er min mor

og det der er faster Oda

hun var en skarp kælling

bagved kan I se min gave

jeg fik en gyngehest

min lillesøster er også med

det er hende, som mor slæber på

hun hylede forfærdelig meget

hun hyler også¨på billedet

Valde var blevet bleg under fregnerne

han stirrede fra den ene til den anden

så er det altså rigtigt, hviskede han

han er min tipoldefar og alt det ,som du har fortalt, har været sandt

ja ,nikkede jeg

jeg sagde det jo, men du ville ikke tro på mig

jamen, det er da også bare for meget, altså

Valde og Valdemar stirrede på hinanden

hej Tip ,sagde Valde  ,hvordan har du det `?

mærkeligt, sagde Valdemar

jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes om dette her

det kan jeg godt forstå ,sagde Valde

så satte han sig pludselig ned i græsset

Anders ,sagde han

så må I vide en masse om Ane

ja ,sagde jeg, det ved vi begge to

men ikke nok

faktisk var vi på vej til lokalhistorisk arkiv

vi kom bare lige forbi og så syntes jeg ,at I to lige skulle hilse på hinanden

Valdemar nikkede

ja ,sagde han så ,det er jo et chok, sådan at blive præsenterede for sine fremtidige efterkommere,  men jeg må vist affinde mig med det

hvad er det der for noget - et arkiv  ?

det er en del af bibliopteket, forklarede Valde, men vi koimmer der ikke så tit

men der kan man finde bøger om gamle dage og hvordan her så ud en gang

det er derfor ,det hedder lokalhistorie

jamen, så lad os komme afsted, sagde valdemar

hvor er det ? 

jeg pegede op imod byens rådhus, der tronede øverst på bakken

der ,sagde jeg kort

der

der ligger byens rådhus og bibliotek og lokalhistorisk arkiv

ih, du almægtige ,sagde Valdemar imponeret

sikke et stort hus

hvem bor der ?

der bor ikke nogen ,forklarede jeg

det er bare kontorer

'Valdemar så uforstående på mig

bor der ikke nogen, sagde han ,hvad skal vi så ?

der er folk ,der arbejder der om dagen, forklarede jeg

vi skal ind i arkivet, kom nu bare

hvor skal du nu hen ,råbte valdes mor efter ham

du skal tage tvillingerne med

nej tak ,sagde Valde og forsvandt ind i hullet i hækken

Valde, kaldte hans mor

nu lød hendes stemme vred

Valde du skal tage tvillingerne med

åh ,for søren

Valde drejede om på hælen og forsvandt

men et øjeblik senere vendte han tilbage med legevognen

i den sad to små rødhårede piger ,som pludrede fornøjet og den ene af dem rakte en fedtet hånd frem mod Valdemar

Valde ,sagde den lille

Valde

nej

jeg hedder Valdemar ,smilede Valdemar fornøjet

hvor er de søde

Ih ja ,mumlede Valde

vil du have dem ? 

nu nærmede vi os det store rådhus

mange mennesker gik op og ned ad den store trappe

kontorfolk med mapper under armene

damer med fint opsat hår og høje hæle

og så folk ,som så ud lige som os eller som vores forældre

 Nu er det vores tur, hviskede jeg nervøst, kom så begge to

damen ved skranken hilste venligt på os

hvad vil I tre små drenge ? spurgte hun

og I har taget de to små søskende med,  kan jeg se

dem må I skam ikke tage med herind

jamen, jeg skal passe dem ,sagde Valde fortvivlet

det har min mor sagt

jamen, I kan ikke tage legevognen med herind ,sagde damen bestemt

så må I bære de små

I er jo også flere, så må I skiftes til at bære dem

Valde så opgivende på Valdemar

gider du slæbe en  ?spurgte han

ja ja, sagde Valdemar henrykt

må jeg selv vælge ? 

den ene af tvillingerne rakte selv armene op og greb fat i ham

Valdemar løftede den lille op

denne her snupper jeg, sagde han fornøjet ,så kan du tage den anden

de er lige fedtede

damen nikkede venligt

efter et par ugen blev røgen så hvid igen og man kunne igen se Ane gå ensomt rundt i sandet udenfor sit hus

ind imellem blev hun ved nattetide opsøgt af koner ,som skulle have hjælp for deres sygdomme eller fiskere, som var kommet til skade

men ved dagslys så man aldrig et menneske hos Ane

stakkels Ane ,sagde jeg og sukkede

nu er vi her

hvor er vi  ? sagde Valdemar

ved Othildes grav, sagde jeg og pegede

hvor  ? sagde Valdemar igen

der ,sagde jeg og gik nærmere til stedet

der, sagde jeg

jeg kan ikke se noget som helst, sagde Valdemar

ikke andet end de der to gamle gravstene, men de er jo tussegamle

lad nu mig, sagde jeg og sprang elegant over muren

 ud på marken uden for

her

lige her ligger Othilde begravet

stenen er lige her

hvor ?  sagde Valdemar

sig mig ,er du blevet tosset eller hvad `?

der er jo ingen gravsten nogen steder

den stod lige der  sagde jeg og så undrende  på marken ved muren

lige der  jeg så den selv forleden nat  da jeg var her

jamen  der er ingenting  sagde Valdemar

iøvrigt ser her anderledes ud ,sagde han

kirken ligner ikke sig selv og kirkegården virker meget større

han kravlede tilbage på kirkegården og gik søgende rundt mellem gravene

disse her gravstene er også forkerte ,sagde han så

nu kunne jeg høre frygten i hans stemme

her er sten, hvor der står 1900 og vi er kun i 1789

lad mig se ,sagde jeg og skyndte mig derhen

jeg havde pludselig fået en anelse

jo jo, den var god nok

her ligger Hans begravet 12 august 1900

Valdemar, sagde jeg langsomt

jeg må forberede dig på en oplevelse

vi er rykket i tid ! !

gravene du ser her, er rigtige nok

hvis dette her er min tid, hvad jeg gætter på ,ja ,så er vi rykket frem i tid og du må forberede dig på at møde dit tipoldebarn

sikke noget pjat, vrissede Valdemar

her ser bare anderledes ud, fordi det er mørkt

hm, sagde jeg

så kik lige ud over byen en gang

ja og hvad så  ? sagde valdemar

men så blev han tavs

jeg tror ,at du har ret ,sagde han så

dette her ligner ikke noget, som jeg kender

er vi flyttet i tid, sagde du ?

fedt ,mand !

så skal jeg på opdagelse

dette her kan ikke blive ved ,sagde jeg fortvivlet

min bedste ven Erik er flytte 200 år baglæns og nu skal du hilse på dit eget tipoldebarn

hvornår holdet dette her op ?

forhåbentlig ikke lige nu, sagde Valdemar

kom nu ,vi skal på oppdagelse

ja ja, sagde jeg sammenbidt

vi skal finde den bog til ane så dette her kan holde op

kom nu ,sagde valdemar utålmodigt

han var allerede på vej ned ad bakken, hen imod et kæmpe hus

hvem bor her ?

det var dog et kæmpehus

det gør dr Madsen, svarede jeg

han er jo i grunden vor tids Ane

men han er betydelig mere respekteret

Nu gøede Madsens hund, alt hvad den kunne, og vi skyndte os videre

inde i huset blev der tændt lys og et vindue blev lukket op

er her nogen  ?

det var dr Madsens stemme

er der nogen, som har brug for mig ?

der kan du bare se, sagde jeg triumferende

dr Madsen er også parart om natten ligesom Ane

men Valdemar var forlængst gået videre

jeg kunne se ham som en lille prik nede for enden af bakken

vent på mig, råbte jeg

vent på mig,

Valdemar hørte mig ikke

nu var han på vej hen over molen til det sted, hvor Anes hus havde stået en gang

her standsede han og satte sig ned i sandet

da jeg helt forpustet nåede frem til ham ,så jeg at han havde tårer i øjnene

hvad er der, sagde jeg ,er du syg ?

Valdemar rystede på hovedet

næ, sagde han ,men det er først lige nu gået op for mig, at jeg virkelig er i en helt ANDEN TID OG SÅ BLEV DET BARE FOR MEGET

HAN TØRREDE TÅRERNE VÆK MED SIT TRØJEÆRME

JEG FORSTÅR IKKE ET MUK AF DET HELE OG ALLIGHEVEL ER JEG BÅDE BANGE OG SPÆNDT PÅ ,HVAD DER NU SKAL SKE

VI SKAL FINDE BOGEN SOM INGEN VEd, HVOR ER ,SAGDE JEG SAMMENBIDT

OG DET VILLE NOK VÆRE EN GOD IDE AT STARTE PÅ LOKAL-ARKIVET

HVAD ER DET FOR NOGET ? SPURGTE VALDEMAR

DET ER EN DEL AF BIBLIOTEKET,  HVOR MAN HAR ALT, SOM FORTÆLLER OM BYEN OG DENS HISTORIE

KOM, SAGDE JEG OG TRAK AF MED HAM HEN AD BYENS HOVEDGADE

VALDEMAR SÅ SIG FORUNDRET OM

HER SER SANDELIG MÆRKELIGT OG ANDERLEDES UD, SAGDE HAN

DER ER MANGE TING ,SOM JEG SLET IKKE KENDER

HAN STANDSEDE VED ET VINDUE, HVOR ET PAR TV'ER STOD OG FLIMREDE

HVAD ER DET  ?

ER DET TORDEN I KASSER ?

NEJ dET ER TV, SAGDE JEG KORT OG TRAK AF MED HAM

JEG KENDER EN, SOM DU SKAL MØDE

VALDEMAR LOD SIG TRÆKKE  MED OG VI STOD SNART FORAN VALDES HAVE

HVEM BOR DER, SAGDE VALDEMAR NYSGERRIGT

VENT OG SE ,SAGDE JEG KORT

NU KOM VALDES MOR UD I HAVEN MED DEN SÆDVANLIGE KURV MED VASKETØJ

DE TO SMÅ RØDHÅREDE TVILLINGER KOM KRAVLENDE EFTER HENDE

JEG KUNNE HØRE VALDEMAR GISPE BAG MIG

DE TO SMÅ LIGNER JO MIG !

JA, SAGDE JEG KORT

DET GØR DE

DET ER DIN FAMILIE

JAMEN SÅDAN NOGET KAN IKKE LADE SIG GØRE, PROTESTEREDE VALDEMAR

ALT KAN VIST LADE SIG GØRE I DENNE SOMMER, SAGDE JEG KORT

PAS PÅ, NU KOMMER VALDE

 Valde kom nu fløjtende ud af døren

hans ildrøde hår stod ud til alle sider og han kløede sig veltilpas på maven

hej Anders, råbte han

hvad laver du ?

vil du med en tur over og hente Erik ?

'jeg rejste mig og halede Valdemar med mig

han strittede imod, men jeg var stærkest,

må jeg præsentere dig for din tipoldefar, sagde jeg ,så roligt som jeg kunne

de to drenge gloede på hinanden

bortset fra tøjet ,kunne de godt have været tvillinger

hvad sagde du ? sagde Valde langsomt

min tipoldefar ?

kommer du nu med det fis igen ?

hvem er han så ?

Gud har straffet mig rigeligt og jeg forbander ham hver dag

men Ane dog, sagde præsten forfærdet og gjorde korsets tegn

hvad er det dog ,du siger

bespotter du Gud lige op i ansigtet på mig

ja ,sagde ane fast ,det gør jeg og det vil jeg også gøre fremover

gud og jeg har ikke noget at sige hinanden

jeg spotter gud og dig

så spyttede hun på gulvet foran præsten f,or at vise ham sin foragt og præsten skyndte sig ud af huset, forfærdet over, hvad han havde hørt

ane fortsatte sit arbejde med at koge urter  og hjælpe de syge ,som om intet var hændt, men præstens kone hørte jo fra sin mand, hvordan det var gået og hun fortalte det til nabo- konen, som fortalte det videre  og efterhånden som historien blev fortalt ,blev den værre og værre

tilsidst var der e'n der kom til at sige, at Ane var en heks og det hængte så ved

Othilde kom aldrig i kirken med sin mor og præsten gik en stor bue udenom Anes hytte, når han skulle den vej

men var det ikke kirkegården, vi skulle til ?

jo ,sagde jeg

jeg frøs af ubehag i den lune sommerluft over Valdemars historie

jeg havde ondt at Ane og Othilde

tænk, at hun havde været helt alene om at føde og at det så var gået Othilde på samme måde

 hvad skete der så ,sagde jeg, mens vi skubbede den knirkende låge op ind til kirkegården

hvad blev der af Othildes barn

døde det så

døde det sammen med Othilde ?

det gjorde det vel, sagde Valdemar og hoppede over en gravsten

Ane skreg og hylede og Othilde lå inde i sengen og var død  og til sidst kom Oldermsanden og forlangte liget udleveret

han havde tre store stærke karle med sig

den ene bandt Ane til en stol og de andre  bar liget bort

udenfor huset dækkede de liget med et gammelt sejl og bar det derefter uden videre op og begravede det udenfon kirkemuren

Ane blev først sluppet løs flere timer senere

hun løb rundt som en vanvittig og hylede og til sidst  gravede hun i sandet udenfor, som om hun var en hund

folk lukkede sig inde i deres huse  og holdt øje med hende fra deres vinduer

men træskomandens kone sagde, at hun helt sikkert havde set Ane  samle noget op fra en hul i sandet og at hun troede,at det var et barnelig

men da nabokonen lidt senere kikkede ud af det samme vinduet, opdagede hun, at man slet iukke kunne se Anes hus  derfra

så var den historie jo ødelagt, skulle man tro

men folk syntes jo at hele historien var spændende , så historien blev værre og værre ,som tiden gik

maren koger trolddom på sit eget barns lig ,sagde man  og folk gøs

maren lod sig ikke se i dagevis

den sorte røg væltede op af skorstenen og en sur og ram stank bredte sig over havnen og de nærmeste huse

nu koger Ane heksebryg på sit eget barn ,sagde man

det var det, sagde han

og hvad skal jeg så hjælpe dig med?

jeg satte ham ganske kort ind i, hvad Ane havde fortalt mig

og Valdemar nikkede dystert ,hver gang jeg holdt en pause

der kan du se ,sagde han så, da jeg endelig var færdig med min beretning

vi gjorde det rigtige ved at sende liget til havs

det kunne have gjort det hele meget værre for Ane

jamen alligevel, sagde jeg og rynkede panden

skal man ikke melde den slags til politiet ?

politiet, sagde Valdemar ,hvad er det  ? det er vist noget du har fra din egen verden '

der er ikke noget, der hedder politi her hos os, men det er rigtigt, at oldermanden skal have det at vide

altså ,hvis vi har set det

lige nu er det vigtigst at komme den tur på kirkegården og finde den bog

så skal du se ,det hele løser sig

jeg skuttede mig

det var nu væmmeligt med den druknede mand

finder I mange druknede på den måde ?  spurgte jeg gysende

Valdemar trak på skulderene

tit og tit ,sagde han, efter de mange store efterårsstorme kommer der somme tider fremmede lig drivende ind,  men det er ikke så tit, at man finder nogen ,som man kender, sådan som i dag

som regel er det fremmede

men i søen inde på engen finder vi somme tider ligene af små nyfødte børn

ny fødte børn, gispede jeg og jeg følte ,hvordan hårene rejste sig på hovedet af mig

hvorfor dog det  ?

fordi, sagde Valdemar

at hvis en pige får et barn uden at være gift, ja ,så er der ikke nogen, der vil have hende bagefter og så er det ,de drukner barnet, lige når de har født

og så håber de på ,at der ikke er nogen, der opdager det

men hvad hvis man opdager det ,spurgte jeg, mere og mere forskrækket

hvad sker der så ?

ja, så bliver piogen sat i tugthuset og der skal hun så blive resten af sit liv

så måske havde det alligevel været bedre at beholde barnet ,sådan som Ane gjorde

hvád mener du ,sagde jeg nysgerrigt

fik Ane Othilde uden at have været gift

ja, sagde Valdemar ,det er bl a også derfor, at folk ikke vil have med hende at gøre

Ane blev forelsket i en sømand, så druknede han og så opdagede hun ,at hun var blevet gravid

hun kunne sagtens være blevet af med barnet, for hun kender til så mange planter,  som kan få barnet til at fødes uden at det er helt færdigt inde i maven på moderen

så dør det bare

men Ane valgte at føde sit barn

hun sagde, at så havde hun noget tilbage fra den mand,  som hun elskede

hun fødte barnet helt alene inde i hytten og onkel har fortalt, at man kunne høre hende skrige over hele byen

da barnet så var kommet ,så skreg og hylede det i så mange dage, at folk troede ,at Ane var død og en af de gamle koner vovede sig ind i hytten

der fandt hun Ane som puslede om to små oiger

hun havde fået tvillinger

den ene var sund og rask ,men den anden var en lille bitte unge

det var den, der skreg hele tiden og efter fjorten dage døde den lille og Ane begravede hende i sandet ved sit hus og tog sig så af den anden baby ,som hurtigt voksede sig sund og stærk

Og det var så Othilde, indskød jeg

Valdemar nikkede ,netop sagde han

det var Othilde ,hende, som nu er død, fordi hun skulle have sit eget barn

så døde hun desværre og Ane passede  Othilde og glædede sig over ,at hun voksede sig stærk og sund

den anden lille baby talte hun aldrig om

men så en dag da Othilde var 5 år, kom præsten på besøg

han var bekymret, fordi den lille endnu ikke havde været i kirken og da det gik op for ham ,at Ane havde begravet det andet barn i sandet ved sit hus, blev han forfærdet

det er en ugudelig handling, sagde han, Gud vil straffe dig for det

Gud har straffet mig, sagde Ane roligt

Gud har straffet mig mange gange

min Matthias druknede

han så aldrig sine børn

byen ville ikke vide af mig ,mens jeg ventede mig ,selv om jeg ofte har hjulpet dem

jeg måtte føde helt alene og min lille baby døde

ingen hjalp mig

så jeg måtte begrave den lille i sandet og du er den første ,der har besøgt mig, i de fem år Othilde har været hos mig